Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Jeg kiender en Blomst, saa underskiøn,

        Og har efter den Forlængsel;

        Jeg søgte den hvor den staaer i Løn,

        Men ak! jeg sidder i Fængsel.

        Saa tungt, saa tungt er mig dens Tab,

        Tit før mit haarde Fangenskab,

        Var den mig nær bestandig.

Fra denne trintom steile Muur

        Jeg sender mine Blikke;

        Men fra det røde Fangebuur

        De møde Blomsten ikke.

        O hvo mig atter bragte den,

        Han være Ridder eller Svend,

        Han skulde mit Venskab fange.

Jeg stander her og hører dig,

        Under Vinduet hvor du sidder.

        Du mener vistnok Rosen, mig!

        Du ædle, arme Ridder.

        Din Hu kun efter Høihed staaer,

        For Blomsters Dronning sikkert slaaer

        Derfor dit stolte Hierte.

Dit Purpur er al Ære værd,

        Blandt grønne Løv og Grene;

        Og derfor er du Pigen kier,

        Som Guld og Ædelstene.

        Den veneste Møe forskiønner du,

        Dog er det ey dig, til hvem min Hu

        Med stille Længsel stunder.

Hovmod er Rosens gamle Viis,

        Bestandig høit den higer;

        Men glemmes derfor Lilliens Priis,

        Af hvide, smekkre Piger?

        Den som af Laster smittes ey,

        Og er sig reen bevidst som jeg,

        Den sætter mig dog vel øverst.

Fast troer jeg mig heel kydsk og reen,

        Og reen fra Last og Lyder,

        Skiønt lænket til den tunge Steen

        Min Klage her udbryder.

        Vel sandt! du mig et Billed er

        Paa mangen Jomfrue, faur og skier,

        Dog er det ey dig, jeg ønsker.

Det maa vist være Negliken, jeg!

        I Vægterens lille Have;

        Thi ellers vilde vel Gubben ey

        Saa pænt det om mig lave.

        Hvor Bladekredsen sig ordner smukt!

        Lugt den bestandig søde Lugt!

        See alle de tusind Farver!

Ey bør man Negliken forsmaae,

        Den er sin Gartners Lykke.

        Snart laer han den i Solen staae,

        Snart i den svale Skygge;

        Dog hvad der skaber Grevens Fryd

        Er ingen broget Farvepryd,

        Det er et stille Blomster.

Jeg staaer saa skiult og bukker mig,

        Mit Ord heel sielden lyder;

        Men da det nu just sømmer sig,

        Min Taushed kort jeg bryder.

        Hvis det er mig, du gode Mand!

        Hvor smerter det mig at jeg ey kan

        Dig al min Vellugt sende.

Den smaa Viol jeg gierne seer,

        Saa blye den mig indtager,

        Og dufter saa sødt; dog vil jeg meer,

        I mine tunge Plager.

        Jeg vil det ligefrem tilstaae,

        Paa Fieldets Ryg, herovenpaa,

        Min Yndling neppe findes.

Men nede ved de grønne Siv,

        Som Bækkens Bølge væder,

        Der vanker om den bedste Viv,

        Og for sin Husbond græder.

        Naar Blomsten blaa, paa eensom Vey,

        Hun plukker og sukker: Glem mig ey!

        Da kan jeg det fiernt fornemme.

Ja i det Fierne er altid nær

        De Elskte som troe forblive.

        Min Trøst i Fængslets Nat det er,

        Det holder mig end i Live.

        Naar Hiertet isner og banker ey,

        Da raaber jeg kun: Forgiet mig ey!

        Saa vender Livet tilbage.