Blomst Underskiøn
Den fangne Greves Sang.
Den fangne Greves Sang.
(Efter Goethe.)
(Efter Goethe.)
Greven.
Jeg kiender en Blomst, saa underskiøn,
Og har efter den Forlængsel;
Jeg søgte den, hvor den staaer i Løn,
Men, ak! jeg sidder i Fængsel.
Saa tungt, saa tungt er mig dens Tab,
Thi før mit haarde Fangenskab
Var den mig nær bestandig.
Fra denne trindtom steile Muur
Jeg sender mine Blikke;
Men fra det røde Fangebuur
De møde Blomsten ikke.
O, hvo som atter mig bragte den,
Han være Ridder, han være Svend,
Han skulde mit Venskab fange.
Rosen.
Jeg blusser skiønt, og hører dig
Under Vinduet, hvor du sidder.
Du mener vistnok Rosen, mig,
Du ædle, arme Ridder!
Din Siæl og Hu efter Høihed staaer,
For Blomsterdronningen sikkert slaaer
Derfor dit stolte Hierte.
Greven.
Dit Purpur er al Ære værd
Blandt grønne Løv og Grene;
Derfor har Pigen dig ogsaa kiær,
Som Smykker og Ædelstene.
Den favreste Mø forskiønner du;
Dog er det ei dig, til hvem min Hu
Med stille Længsel stunder.
Lilien.
Hovmod er Rosens gamle Viis,
Bestandig høit den higer;
Men glemmes derfor Liliens Priis
Af hvide, ranke Piger?
Den, som af Laster smittes ei,
Og er sig reen bevidst, som jeg,
Den sætter mig dog vel øverst?
Greven.
Fast troer jeg mig heel kydsk og reen,
Og reen fra Last og Lyder,
Skiøndt, lænket til den tunge Steen,
Min Klage her udbryder.
Vel sandt, du mig et Billed er
Paa mangen Jomfru, favr og skiær;
Dog er det ei dig, jeg ønsker.
Legliken.
Det maa vist være Negliken, jeg,
I Vægterens lille Have;
Thi ellers vilde vel Gubben ei
Saa pænt det om mig lave.
Hvor Bladekredsen sig ordner smukt!
Lugt den bestandig søde Lugt!
See alle de tusind Farver!
Greven.
Ei bør man Negliken forsmaae,
Den er sin Gartners Lykke;
Snart laer han den i Solen staae,
Snart i den svale Skygge.
Dog hvad der skaber Grevens Fryd,
Er ingen broget Farvepryd,
Det er et stille Blomster.
Violen.
Jeg staaer saa skiult, og bukker mig.
Mit Ord heel sielden lyder;
Dog da det nu just sømmer sig,
Min Taushed kort jeg bryder.
Hvis det er mig, du gode Mand!
Hvor smerter det mig, at ei jeg kan
Dig al min Vellugt sende.
Greven.
Den smaa Viol jeg gierne seer,
Saa bly den mig indtager,
Og dufter saa sødt; dog vil jeg meer
I mine tunge Plager.
Jeg vil det ligefrem tilstaae:
Paa Fieldets Ryg, her ovenpaa,
Min Yndling neppe findes.
Men nede ved de grønne Siv,
Som Bækkens Bølge væder,
Der vanker om den bedste Viv,
Og for sin Husbond græder.
Naar Blomsten blaa paa eensom Vei
Hun plukker, og sukker: Glem mig ei!
Da kan jeg det fiernt fornemme.
Ja, i det Fierne er altid nær
De Elskte, som troe forblive.
Min Trøst i Fængslets Nat det er,
Det holder mig end i Live.
Naar Hiertet isner, og banker ei,
Saa raaber jeg kun: Forglem mig ei!
Da vender Livet tilbage.