Og som jeg nu hen ad Gaden gik
I den fremmede Stad,
Da faldt paa en Mø mit dristige Blik;
Hun i Vinduet sad.
Jeg stod, og glemte at vandre hiem,
Saa elskovsvarm.
Over smekkre Midie bølgede frem
Den fulde Barm.
Hendes Øine var store, hendes Hænder var smaae,
Hun var saa rank,
Bort skulde jeg gaae, men jeg kunde ei gaae.
Hendes Øie sank.
Hver Dag jeg hen forbi Vinduet gik
I den fremmede Stad;
Hun skienkte mig altid et venligt Blik,
Før vi stiltes ad.
Min Cithar under Vinduet klang,
Var Natten smuk;
Hun lønned altid min Elskovssang
Med et sagte Suk.
En Midnat smelted den Huldes Aand,
Da Cithren lød;
Hun rakte mig kiærligt sin Liliehaand,
Den var saa blød.
En Rose jeg trykte i sneehvide Hud
Med brændende Mund.
Hun smiilte, og saae saa venlig ud,
Saa bortsvandt hun.
Tungsindig tidt forbi speilklare Sø
Jeg tog min Vei,
Ukiendt med Hver, selv den elskede Mø
Jeg kiendte ei.
Jeg gik i Nætter og Dage tre
I den fremmede Stad;
Men ei længer jeg fik den Elskte at see,
Skiøndt jeg sang og bad.
Den tredie Dag derhen jeg gik
Med tunge Skridt;
Da standsed i Vindvet mit matte Blik
Paa noget Hvidt.
O, da herved sig atter saa glad, saa glad
Mit Hierte trangt;
Men, ak! det var ikke min Mø, der sad,
Men et Klæde langt.
Jeg gik i Nætter og Dage tre
I den fremmede Stad;
Men ei længer jeg fik den Elskte at see,
Skiøndt jeg sang og bad.
Den tredie Nat derfra jeg gik,
Og vilde bort;
Da standsed i Porten mit matte Blik
Paa noget Sort.
Jeg hylled mig ind i min lange Talar
Med forvirret Sands.
En Liigkiste ud af Paladset man bar
Med en Jomfrukrands.
Jeg sneg mig bagefter i Fakkelskin
Med den Sørgerad.
I en Kirke de satte Kisten ind,
Og skiltes ad.
Taus skiulte jeg mig i et Pulpitur,
Saa kold og bleg;
Giennem Blyvindvet saae jeg, i sorte Natur
Blodmaanen steg.
Da vilde jeg rave til Kisten hen,
Som for Altret stod;
Men jeg hørte Noget at rasle igien.
Iis blev mit Blod.
Og grandt jeg en Yngling ved Kisten saae,
Bleg som en Aand.
Den duftende Krands han stirrede paa,
Med en Dolk i Haand.
„Dig har jeg nu givet til Døden hen,
Troløse Mø!
I Morgen din ukiendte, fremmede Ven
Skal ogsaa døe.”
Da sneg jeg mig bag ham med harmfuld Aand,
Med Hevnens Lyst,
Og vristed ham Dolken af skiælvende Haand;
Den fandt hans Bryst.
Rødt strømmed hans Blod som en skummende Elv
Over Kisten lang.
Da tonede Orglet af sig selv
En Sørgeklang.
Jeg raved til Døren med bange Mod,
Kun lidet glad.
Inden Hanegal jeg atter forlod
Den fremmede Stad.