Her er jeg atter hiemme
I hellig Eensomhed,
Og henrykt kan jeg glemme
Alt, hvad jeg stred og leed.
Jeg efter Mennesker higed,
Nu boe de mig saa nær,
Og Aftenstiernen blinker
I Hytten med sit Skiær.
Saa hiertelig mig forlængtes
Alt efter en Menneskerøst,
Forladt og plat alene
Hist uden Haab og Trøst.
Min Ungdoms Kræfter svunde,
Mig Klippen blev alt for steil,
Mig Oxen sank af Hænde,
Og Øinene sloge mig feil.
Da kom i Kanoen hisset
Den brune Ven til Trøst;
Ved hans trofaste Hierte
Forsvandt min Sorg og Brøst.
Hvad havde jeg meer at vente,
Jeg Gubbe, Nødens Rov?
Med hvide Seil kom Skibet,
Og ankrede ved min Skov.
Og Længselen drev mig vældigt
At skue mit Fædreland,
Og mig vinkte med Svanebarmen
Storsejlet hist fra Strand;
Og Flaget flagrede kiærligt —
Da vilde jeg der ei døe,
Besteg det gyngende Dække,
Ak, og forlod min Ø!
Forlod de fremmede Steder,
Skiøndt huusvant længst til dem,
Og stod som Fremmed atter
Midt i mit eget Hiem.
Da blødte mig Hiertet saare.
Her havde jeg intet Hegn,
Og stod, som Lear paa Heden,
I Nattens Storm og Regn.
Nu vender Glæden tilbage.
Her finder jeg alt igien:
Mit Bord, min Bibel, min Hylde,
Min Løibænk, og min Ven.
Med Mennesker kan jeg tale,
Forglemme, hvad for jeg leed,
Og vederqvæge mit Hierte
I hellig Eensomhed.
Jeg kan tilbage mig drømme
Ved Øens Klippebrudd,
Min Nabo stundom besøge,
I Løndom bede til Gud.
O, Tak den ædle Velgiører,
Som slig en Trøst mig gav!
Han vil og Selkirk skienke
Sin smalbeskedne Grav.
Paa Kirkegaarden sove
Skal trætte Vandringsmand,
I Christenjord begraves,
Ei hist i vilden Sand.
Og paa den Steen skal stande,
Som ruger over mit Leer:
„Han lærte Mennesker elske,
Og var ei ene meer”.