Jeg vender mig fra Graven med Malmkongen paa;
Det lader, som forhexet han med sin Dronning laae,
Forvandlet ved et Slag
Af Feens Tryllescepter, til den yderste Dag.
Fred veere med hans Aske! han var ei ond, men svag.
I sørgelige Mørke det vorder atter Dag.
Et Alter stander hist
Af sorte glatte Stene, men herligt forvist.
Er det en gammel Blodsteen fra Asernes Tid?
Nei, den er sorten Marmor; ved Chorvæggen hvid
Saa slet og ret den staaer,
Og saadan har den staaet i mange hundred Aar.
Den salige Margreta den satte for sin Faer,
Og bedre Ridder Kronen i Danmark ei bar.
Han var en Ridder bold;
Men han var ogsaa Konge, for Danmark et Skiold,
Et ægte Danavirke mod fiendtlige Storm,
Langt bedre vist, end Thyras og dit, du gamle Gorm!
Thi Virket havde Liv,
Og det forbandt Bedrifter med Ridder-Tidsfordriv.
Jeg skriver ingen Saga, jeg er ei heller Præst;
Jeg er en Visemager, jeg blier ved min Læst,
Bedømmer Valdemar
Ei her i Skriftestolen for Alt, hvad han var.
Man siger: han var listig. I Tidens Fare-Frist
Maa man imellem Ræve vel stundom bruge List.
Man siger: han var svag
For hulde, skiønne Qvinder — dog var han Atterdag.
Han sendte Paven Brev med berygtede Svar,
Og „valde” vist „amarum” det kom fra Valdemar.
Men Paven var ei Christ;
For Paven ei han knælte, men vel for Korset hist.
Det Fromhed var, som drev ham over Land, over Hav,
Som Pilegrim han reiste til den hellige Grav.
Der slukked han sin Tørst
I Kedron, og der blev han en ægte Ridder først.
Og som en ægte Ridder med Hielm og Stang og Sværd
Han søgte kiælen Elskov til Løn for tapper Færd.
Paa Rygens nære Strand
Der traf han Toveliden, den hulde Lilievand.
Naar ei han sad i Raadet, i Krigen ikke stred,
I Gurres grønne Skove paa Jagten lidt han red.
Ham giorde Hiorten varm;
Saa hviled han saa kiærligt i Tovelidens Arm.
Men — tidt i Tordenveiret om Somren falder Snee.
Den fæle Beenrad Døden da kom med sin Lee;
Han Toveliden traf,
Ei agted hendes Ungdom — og Rosen faldt af.
Dog smiilte hun saa venligt endnu i Dødens Liin,
Som om det havde været en Lilievand saa fiin.
Ei Rosens Purpur stod
Vel meer paa hendes Kinder, thi koldt var hendes Blod,
Og lukt var hendes Laage for venligt Øiekast;
Men hendes skiønne Legem laae som et Alabast,
Den gyldne Lok saa stærk
End stod i bløde Fletning, som hendes sidste Værk.
Og hvor nu Kongen reiste, han Kisten havde med,
Og i hans Sovekammer den stod, paa hvert et Sted.
Den hulde døde Skat
Han kyssed, før han slumred, og sagde den Godnat.
Men, ak! en Morgen tidlig, da mærked han en Lugt —
Han saae paa Toves Ansigt, og det var Dødens Frugt;
De skiønne Træk forsvandt.
Hun svulmede saa grønligt — ei meer han hende fandt.
Da tog af Ligets Finger Dankonning sin Ring;
Han raabte: „Her paa Jorden forandres alle Ting;
Den evige Natur,
Kun den staaer uforandret, saa frisk og saa puur.
Nu er ei Tove mere paa Jord. Af Ligets Haand
Jeg drager Troskabsringen, formæler hendes Aand
Med min, hvor vist jeg veed,
Fra Himlen undertiden til mig hun svæver ned.
Ja, i det skiønne Gurre, hvor under Bøgens Hang
Henrykte med hinanden vi sad saa mangen Gang,
Der svæver hendes Aand,
Og der jeg atter hende vil række Troskabshaand.
Jeg kaster i en Mose nu denne gyldne Ring
Ved gamle Bautastene, mosgroede Kongething.
Der skal hun hver en Vaar
Besøge mig, naar Skoven med friske Blomster staaer.
Da Kornet mig skal bølge guldguult som hendes Lok;
Og hvergang Nattergalen bag Bøgens Bladeflok
Sødt synger til min Trøst,
Min elskte Toveliden! da hører jeg din Røst.
Da sidder jeg i Skyggen saa tankefuld i Sind.
Kiærminden er dit Øie, men Rosen er din Kind.
I Vindens blide Spøg
Din Aand fra Skyen svæver, og giør mig et Besøg.”
Nu vendte sig fra Liget Dankongens Kiærlighed,
Og hendes arme Legem blev lagt i Graven ned;
Men hist — naar Solen svandt —
I Vaaren og i Høsten han atter hende fandt.
Man siger, at han spøger endnu i Nattens Vind;
At ei fra gamle Danmark han vende kan sit Sind;
At end med Hest og Hund
Han over Skoven farer i stormfuld Midnatsstund.
Han holder Jagt i Luften, det er et prægtigt Syn,
Som hisset, Palnatoke! du svæver over Fyen:
Ældgamle Nordens Helt
Og Middelaldrens Ridder, høit over store Bælt.
Der træffes de ei sielden: den Første klædt i Jern,
I rustne Kæmpeharnisk, i Skyen mere fiern;
Den Anden, Fiær i Hat,
I Silkeskrud og Pandser — i drabelige Nat.
Da lyder Luur og Krumhorn, og alle Hunde giøe,
Mens ned fra Tordenskyen hver skuer til sin Ø,
Og svinger blanke Sværd,
Og seer, om endnu Danmark er sine Fædre værd.