Stiftamtmand F. Moltke
Den 18de Januar 1820.
Den 18de Januar 1820.
En Ungersvend med Sands
For hver en Livets Færd,
Som vikler Daphnes Krands
I Themis’ blanke Sværd,
Oprømt i Taagers Dunst,
Og stærk i Skiebnens Lyn
Ved Videnskab og Kunst —
Det er et sieldent Syn.
Dog mere sielden vist
Den Olding er at see,
Som vikler Rosens Qvist
I sine Lokkers Snee;
Hvis gamle Hierte slaaer
Endnu med samme Mod,
Som for halvhundred Aar,
Med fyrigt Ynglingsblod.
En Gubbe, from og viis,
Som paa Guds Godhed troer
Som giør til Paradiis
Den Hauge, hvor han boer;
Som ei afsondret staaer
Med rynket-skumle Bryn,
Men elsker sine Kaar —
Det er et sieldent Syn.
Men mere sielden den,
Den Romer i sin Skov,
Som gaaer fra Raadet hen
Igien til Mark og Plov;
Som Ærens Virak drak,
Som deelte Verdens Rang,
Og viis dog foretrak
Skovfuglens fromme Sang.
Vor Moltke, Kredsens Lyst!
En velmeent Sang modtag.
Du aabned mangt et Bryst
For Videnskab og Smag;
Din Roes skal ei forgaae,
Dit Navn erindres skal,
Saa længe Skrifter staae
I Cimbrers Læsehal.
Virk mangt et Aar igien
Med driftig Viisdoms Værk,
Du Ewalds unge Ven,
Du Nutids Gubbe stærk!
Lær os saa let, som du,
At bære Aldren tung;
Og lær os, graae endnu,
Med Ild at være ung.
Du, som Philemon varm,
Seent i dit Tempel staae
Med Baucis i din Arm,
Som du, saa sølvergraa!
Ved Liimfiords Helligdom
En Eeg, en Lind skal groe,
Og minde Fremtid om
De trofastgamle To.