Mit elskte Barn! jeg fandt mig taaligt i,
At du for nogen Tid forlod de Kiære.
Ei spærre vilde jeg din Blomstersti;
Hvi skulde jeg din Fredsforstyrrer være?
Du borte var. Saa venligt Solen leer
I Hiørnestuen — dog forsvandt ei Sorgen;
Dit Sytøi laae i Vindvet ikke meer,
Du kom ei ind at hilse mig Godmorgen.
Dog blev jeg rolig. Ak, men da jeg saae
Pianofortet, da jeg det berørte,
Da randt min Taare, og jeg tænkte paa,
Hvor tidt jeg her din skiønne Stemme hørte.
Det staaer forladt. Nu du min Digteraand
Ei med det søde Trylleri forlyster;
Nu paa Tangenterne med uvant Haand
Kun spiller mig en Sang din lille Søster.
Reis lykkelig! Favn mig til næste Vaar,
Saa vil jeg Savnet og min Længsel glemme.
Naar Nattergal igien i Bøgen staaer,
Da lyder kiærligt mig Charlottes Stemme.
Hun kom igien. Da klang den hulde Røst
Mig atter yndigt — men kun nogle Dage;
Da drog hun til den ubekiendte Kyst,
Hvorfra man aldrig kommer meer tilbage.