Hvor Bøgeskoven slipper,
Hist, paa den grønne Jord,
Hvor tørstig Faaret tripper,
Ned mod den lille Fiord,
Hvor Ingen meer kan seile,
Et gammelt Taarn man seer;
Det kaldes Faareveile,
Thi det mod Veilen leer.
Saa trofast det sig hæver,
Alt med sit smækkre Spiir,
For ingen Storm det bæver.
Saa underlig man bli’er!
Hvo er vel dets Besidder?
Blandt Hytters lave Skok,
Det kneiser, som en Ridder,
Midt i en Bønderflok.
Afsted! Vi os vil skynde,
Hen mod den gamle Muur,
Som, med ærværdig Ynde,
Staaer i en ung Natur.
Nu er vi der! Snart finder
Vi Riddersalen hvalt. —
Hvordan? Mon Borgen svinder?
Er denne Indgang Alt?
Er alt det Andet revet
Af yngre Eyer ned?
Kun Taarnet reddet blevet,
Ved sin Ærværdighed?
Med Jord er Graven blandet;
See hvilket Blomster-Liv!
End minder os om Vandet
Kun, hist og her, et Siv.
Her er en Broe, her flyder
Endnu lidt Mosevand.
Men tys! Velkommen byder
Os hist en gammel Mand;
Bort fra de stærke Rester,
Som endnu ey er Gruus,
Han leder sine Giester
Ind, i det stille Huus.
Med Straae er Taget tækket,
Men Stuen høy og stor.
See hisset staaer alt dækket
Det giestfrie Caffe-Bord;
Og Husets blide Qvinde,
Skiønt gammel, dog ey svag,
Hvor mildt hun staaer derinde,
Og byder os God Dag!
Paa Vindvet hen sig trænger
Den grønne Green, saa nær,
O see hvor fuld den hænger
Af modne Kirsebær!
Hvor Solens Flamme blinker,
I Frugtens Purpur-Barm!
Hvor Træet venligt vinker
Os med sin kiølne Arm!
See Havens brede Gange,
Hvor luget og hvor net!
I ingen engelsk Slange
Den skyder sin Busket,
Ærværdig, streng og lige,
Sin jevne Vey den gaaer;
Et yndigt Blomster-Rige
Paa hver en Side staaer.
Hen til en Plads jeg kommer.
Her grønnes Tørven blid;
Her bleger heden Sommer
Den travle Vinterflid.
Alt hvad i dunkle Stue
Løb giennem snelle Hiul,
Det farver Solens Lue
Nu med et Lillieskiul.
Hvor rask sig Hækken reiser,
Høit i den froe Natur!
Frisk, tætindflættet kneiser
Den nysudsprungne Muur;
Hvor snildt den Grændsen dækker,
Og skiuler snevre Vold,
Med sine grønne Hækker,
Og svalen Sommerskiold.
Hvor høit sig Løvet hvælver,
I denne dunkle Gang!
Hvor kierligt Bladet skielver,
Ved Nattergalens Sang!
Her staaer et Bord, af Ælde
Mosgroet, men uden Meen;
Det trodser Tidens Vælde,
Af hugne Qvadersteen.
Men siig os dog, hvorlunde
Det kunde Alt forgaae,
Hvi Taarnet ene kunde
Igien af Alt bestaae?
Hvordan skal jeg forene,
Dets Præg, fra gamle Nord,
Med Hytten, disse Grene
Og dette sieldne Bord?
Da atter ud os bragde
Til Taarnet, Gubben hen;
Sin Haand paa Stav han lagde,
Og svarte saa igien,
I det hans blide Øye
Mod Himlen hæved sig,
Hvor Spiret i det Høye,
Sig reiste ridderlig:
I mange Aar jeg sidder,
I denne Bolig her.
Engang en gammel Ridder
Har bygget Taarnet, der.
Han giorde disse Grave,
Som sine Volde slaaer,
Nu trindtomkring min Have,
Hvor hisset Hækken staaer.
Med høye Bastioner
Han snild sin Vold forbandt,
Og stærke Malm-Kanoner
Blev sat paa hver en Kant,
Et Taarn af al Formue
Han reiste her fra Jord,
At langt han kunde skue,
Ud over Mark og Fiord.
Som allerbedst den Herre,
Fik giort, hvad her vi see,
Da, som det skeer desværre!
Kom Døden med sin Lee;
Den ændser ingen Skandse,
Dens Haand er grum og stærk,
Den lærte ham at standse,
Midt i sit skiønne Værk.
Saa ved den Gamles Tale
Jeg Alt at vide fik.
Da, fra de grønne Dale,
Jeg hæved did mit Blik,
Hvor over Portens Bue,
Som paa forgyldte Bierg,
Jeg saae en Farvelue,
Og læste: Hardenberg.
Var det den gamle Ridder,
Hvis Arbeid vinkte mig?
O hulde Fugle-Qvidder!
Nu først forstaaer jeg dig.
Ham var det, som udførte
Sit Værk, med dristig Aand,
Til grusom Døden rørte
Ham med sin kolde Haand?
Han ledte denne Mose
I Graven, fra sin Port;
Men blegned, som en Rose,
Og fik kun Taarnet giort?
Blev grumt af Døden revet,
I hviden Pandser-Særk,
Og lod os staae bedrøvet,
Ved det begyndte Værk?
Farvel! Jeg bort mig vender,
Fra denne Bygning kier.
Een Hardenberg jeg kiender,
Som ligned denne her;
Et Omrids ud blev kastet,
Som her, en Indgang rød
Blev bygt, men Døden hasted —
Og Novalis er død.
Farvel, du stille Have!
Nu jeg dit Blik forstaaer.
Farvel, I siunkne Grave!
Fra svundne Manddoms Aar.
Farvel, du blide Qvinde!
Du Olding! Mark og Væng!
Nu skal min Taare rinde,
Paa Harpens rørte Streng.
Det er bekiendt, at den alt for tidlig bortrevne Digter Novalis’s rette Navn var Hardenberg. Overeensstemmelsen jeg fandt, mellem den ærværdige, halvfuldendte Ridder-Borg, opført i Danmark, af een af hans Stammefædre, og mellem hans ved Døden standsede Værk, Heinrich von Ofterdingen, gav Anledning til ovenstaaende Digt.