Hvor Bøgeskoven slipper
Hist paa den grønne Jord,
Hvor tørstigt Faaret tripper
Ned mod den lille Fiord,
Hvor Ingen meer kan seile.
Et gammelt Taarn man seer;
Det kaldes Faareveile,
Thi det mod Veilen leer.
Saa trofast det sig hæver
Alt med sit smekkre Spiir,
For ingen Storm det bæver.
Saa underlig man blier.
Hvo er vel dets Besidder?
Blandt Hytters lave Skok
Det kneiser, som en Ridder
Midt i en Bønderflok.
Afsted! Vi os vil skynde
Hen mod den gamle Muur,
Som med ærværdig Ynde
Staaer i en ung Natur.
Nu er vi der; snart finder
Jeg Riddersalen hvalt. —
Hvordan? mon Borgen svinder?
Er denne Indgang Alt?
Er alt det Andet revet
Af yngre Eier ned?
Kun Taarnet reddet blevet
Ved sin Ærværdighed?
Man Jord i Graven finder;
See, hvilket Blomsterliv!
End os om Vandet minder
Kun hist og her et Siv.
Her er en Bro, her flyder
Endnu lidt Mosevand.
Men, tys! Velkommen byder
Os hist en gammel Mand;
Bort fra de stærke Rester,
Som ei endnu er Gruus,
Han leder sine Giester
Ind i det stille Huus.
Med Straa er Taget tækket,
Men Stuen høi og stor.
See, hisset staaer alt dækket
Det giestfri Kaffebord;
Og Husets blide Qvinde,
Skiøndt gammel, dog ei svag,
Hvor mildt hun staaer derinde,
Og byder os God Dag!
Paa Vindvet hen sig trænger
Den grønne Green saa nær;
O see, hvor fuld den hænger
Af modne Kirsebær!
Hvor Solens Flamme blinker
I Frugtens Purpurbarm!
Hvor Træet venligt vinker
Os med sin kølne Arm!
See Havens brede Gange,
Hvor luget og hvor net!
I ingen engelsk Slange
Den skyder sin Bosquet:
Ærværdig, streng og lige
Sin jævne Vei den gaaer;
Et yndigt Blomsterrige
Paa hver en Side staaer.
Hen til en Plads jeg kommer;
Her grønnes Tørven blid.
Her bleger heden Sommer
Den travle Vinterflid.
Alt, hvad i dunkle Stue
Løb giennem snelle Hiul,
Det farver Solens Lue
Nu med et Lilieskiul.
Hvor rask sig Busken reiser
Høit i den fro Natur!
Frisk, tætindflettet kneiser
Den nysudsprungne Muur.
Hvor snildt den Grændsen dækker,
Og skiuler snevre Vold
Med sine grønne Hækker
Og svale Sommerskiold!
Hvor høit sig Løvet hvælver
I denne dunkle Gang!
Hvor kiærligt Bladet skiælver
Ved Nattergalens Sang!
Her, staaer et Bord, af Ælde
Mosgroet, men uden Meen;
Det trodser Tidens Vælde
Med hugne Qvadersteen.
Men siig os dog, hvorlunde
Det kunde Alt forgaae,
Hvi Taarnet ene kunde
Igien af Alt bestaae?
Hvordan skal jeg forene
Dets Præg fra gamle Nord
Med Hytten, disse Grene
Og dette sieldne Bord?
Da atter ud os bragte
Til Taarnet Gubben hen;
Sin Haand paa Stav han lagde,
Og svarte saa igien,
I det hans blide Øie
Mod Himlen hæved sig,
Hvor Spiret i det Høie
Sig reiste ridderlig:
„I mange Aar jeg sidder
I denne Bolig her.
Engang en gammel Ridder
Har bygget Taarnet der.
Han giorde disse Grave,
Som deres Bolde staae
Nu trindt omkring min Have,
Hvor grønne Hækker staae.
Med høie Bastioner
Han snild sin Vold forbandt,
Og stærke Malmkanoner
Blev sat paa hver en Kant;
Et Taarn af al Formue
Han reiste her fra Jord,
At langt han kunde skue
Ud over Mark og Fiord.
Som allerbedst den Herre
Fik giort, hvad her vi see,
Da, som det skeer desværre!
Kom Døden med sin Lee;
Den ændser ingen Skandse,
Dens Haand er grum og stærk,
Den lærte ham at standse
Midt i sit skiønne Værk.”
Saa ved den Gamles Tale
Jeg Alt at vide fik.
Da fra de grønne Dale
Jeg hæved did mit Blik,
Hvor over Portens Bue,
Som paa forgyldte Bierg,
Jeg saae en Farvelue,
Og læste: Hardenberg.
Var det den gamle Ridder,
Hvis Arbeid vinkte mig?
O, hulde Fugleqvidder!
Nu først forstaaer jeg dig.
Ham var det, som udførte
Sit Værk med dristig Aand,
Til grusom Døden rørte
Ham med sin kolde Haand?
Han ledte denne Mose
I Graven fra sin Port,
Men blegned som en Rose,
Og fik kun Taarnet giort?
Blev grumt af Døden røvet
I hviden Pandsersærk,
Og lod os staae bedrøvet
Ved det begyndte Værk?
Farvel! Jeg bort mig vender
Fra denne Bygning kiær.
En Hardenberg jeg kiender,
Som ligned denne her;
Et Omrids ud blev kastet,
En Indgang Borgen fandt,
Men grusom Døden hasted —
Og Novalis forsvandt.
Farvel, du stille Have!
Nu jeg dit Blik forstaaer.
Farvel, I siunkne Grave
Fra svundne Manddoms Aar!
Farvel, du blide Qvinde!
Du Olding! Mark og Væng!
Med stille Veemodsminde
Jeg rører Harpens Stræng.