Tykke, veldædige Bøge! mosdækkede Stene!
Smilende Stund!
O, hvor du favner mig køligt med løvfulde Grene,
Hellige Lund!
Her under Stammen af dig, medens Fuglene tone
Elskov og Spøg,
Sødt vil jeg hvile, her under din hvælvede Krone,
Knudrede Bøg!
Salige Tempel! kun Fuglenes venlige Qvidder,
Dæmpet og svag,
Lyde med Zephiren, mens i din Skygge jeg sidder.
Blomstrende Dag!
Lessing! din Nathan skal hen mellem Bøgene træde
Ud fra min Bog;
Blid og ærværdig, som de, skal den Ædle mig glæde,
Sindrig og klog.
Modige, herlige Kæmpe, i Sværmen gigantisk,
I Dæmringen klar!
Hvo har selv lært dig at giøre Forstanden romantisk?
Svar mig! o, svar!
Tier, hovmodige Bøge! sæt, Blomster! en Dæmning
For eders Krav;
I har ei tryllet mig ind i den salige Stemning:
Lessing den gav.
Ham har jeg læst, og venligt nedsvømmede Taaren
Under hans Sang.
Qvægsom og venlig og dæmpet, som Skoven i Vaaren,
Citharen klang.
Lad dig da stemme, min Luth! Medens Bladene gynge
Blødt, som et Hav,
Vil jeg min Tak, min Beundring, min Kiærlighed synge
Hen mod hans Grav.
Lessing! du stod, som en Stierne bag Skyernes Vrimmel,
Eensom i Gru;
Høit blandt de evige Lys paa den evige Himmel
Funkler du nu.