Men hvo er da den Mand, som staaer
Paa Skabet her i dette Kammer?
Naar tændt af Poesiens Flammer
Hid til mit Skriverbord jeg gaaer,
Saa seer betydningsfuld til mig
Den gule Buste, dækt med Støvet,
Snart veltilfreds, og snart bedrøvet,
Alt som min Musa yttrer sig.
„Den Gibsfigur, som hisset staaer?
Ja, Himlen veed, hvem det kan være.
Jeg troer, de kalde ham Voltaire.
Han solgtes os for nogle Aar.
Til Døren kom en tydsk Soldat;
Man kiøber let, hvad Armod byder.
Her sattes han; fra den Tid bryder
Man sig kun lidt om den Krabat.”
Saa talte Husets Søn, og gik.
Ha! skulde det i Sandhed være
Den frosne Spottefugl Voltaire?
Han skal ei møde meer mit Blik .
Den tomme Siæl, han skal herned,
Som vilde Kunst og Fromhed døde,
Og troede fræk, paa Alt at bøde
Med usle Stumper Vittighed!
Jeg Busten tog, dens Klang var hæs.
Jeg tørte Støvet af og Osen,
For ret engang at see Franzosen
Ind i sit Abekatte-Fiæs.
Jeg Busten frem for Dagen tog,
Dens Aasyn jeg betragted nøie —
Da trængte Taaren i mit Øie,
Og Øiet brændte, Hiertet slog.
O, Himmel! hvad er det, jeg seer?
Dig, Elskte! kunde jeg miskiende?
O, lad min Angerstaare brænde
Fromt paa dit Billeds døde Leer.
Johannes Ewald! det var dig,
Som smiilte, naar min Musa smiilte,
Som standsed mig, naar Aanden hviilte,
Som styrked, og som hæved mig?
O, staa bestandig, hvor du stod,
Og styrk din Ven, din yngre Broder!
Vi fødtes af den samme Moder,
Thi dansk er Begges Digterblod.
Naar Folket om sin unge Skiald
En broget Blomsterkrone vikler
Af Roser, Lilier og Aurikler,
Han en Cypres dig flette skal.