Ved Michael Rosings Grav
October 1818.
October 1818.
Hist paa Norges fierne Klipper,
Der, hvor Flora Jorden slipper,
Og hvor Iis og Vintersnee
Er den længste Tid at see;
Men hvor In te t Kraften dæmper
I de sunde Dalens Kæmper,
Hvor de stolt i Vadmel gaae:
Der min Rosing Lyset saae.
Fra den sørgelige Grube,
Som udvender sorten Strube,
Roraas! af d it Kobberfield
Mellem stærke Kildevæld,
J ilte Drengen for at skue
Throndhiems gamle Kirkebue.
Tid lig famgsled Skiønheds Baand
Rosings unge Kunstneraand.
Psalmer sang han der saa ofte,
Klangen svandt i høie Lofte.
Da Sanct Olafs stille Grav
Heltefølelsen ham gav,
Lod ham sine Syner ane,
Og til Melpomenes Fane
Svor han, før han kiendte ret
Banneret, og vidste det.
Ned til Axelskad han iled.
I Thalias Tempel smiled
Kiærlighed med Rosenkind,
Vinkte ham i Hallen ind.
Melpomene, for at binde
Helten, kom som Elskerinde.
Da blev Kunsten kiær hans Bryst,
Og han var de Danskes Lyst.
Hvem har ei hans Ild opluet?
Hvo har ham som Helten skuet,
Og ei følte varmt og snelt:
Ja, ved Gud, der staaer en Helt!
Peter Czar, og Geert den Store.
Erik midt i Krigerchore,
Hother, og den ædle Knud
Sletter ikke Tiden ud.
Men, som Fieldet rundt nedglider,
Havde Rosing mange Sider:
Een med Heltens Pandser haard,
Een med Blomster sødt i Vaar.
Han som Elsker Hiertet rørte.
Han som Tænker Masken førte;
Almaviva spøgte fræk,
Marinelli diævlekiæk.
Som nu Kunstneren fra Himlen
Ilden tog til Folkevrimlen,
Liig Prometheus i sin Dal,
Leed han og Prometheus’ Qval:
Smeddet fast til Klippens Stene,
Sad han svag, forladt og ene,
Og paa Heltens øde Sti
Svæved Sorgen kun forbi.
Længe sad du, dybt nedbøiet,
Men med Ewalds Ild i Øiet.
Engelen din Smerte saae
Høit fra Himlen i det Blaa;
Dødens Engel, Trøstens Bringer
Løfte Lænken, gav dig Vinger.
Held dig, du er atter fri,
Og din Prøvetid forbi!
Men taknemligt paa hans Aske
Lægger nu den skiønne Maske
Med den dragne Heltedolk!
Thi han hædrede sit Folk.
Og ved Midnat, stor og ene,
Staaer den stille Melpomene,
Føler Veemods dybe Lyst,
Trykker Haanden mod sit Bryst.