Nødtørftigheden
til Blomsten ved Bækkens Bred
Hvi stander du der,
Ved phantastiske Bæk,
Og skiuler dit Skiær
Bag tornfulde Hæk?
Af Somrens Blik,
I gavmilde Stund,
En sparsom Drik
Her nyder du kun.
Barnagtige Smil!
Hvad nytter I til?
Kom, skynd dig med Iil!
Jeg dig omskabe vil.
Bliv nærende Korn!
Sug Vemod ey sødt
Af Maanens Horn!
Sligt Liv er dødt.
Faae Marv og Kraft,
I Solens Favn!
Din nærende Saft
Da virker Gavn.
Blomsten
Frister! Onde Frister! Lad i Roe mig staae!
Troer du ey jeg hisset seer de svedne Straae?
Grum den strænge Sol har meiet alting af,
Hvad du kalder Livet, synes mig en Grav.
Mildt mig Almagt satte hen ved Bækkens Siv.
Brudte Straale her ey røve kan mit Liv.
Alt forstokkes hist, hvor Heden mægter hen.
Uskylds fagre Rose her ey falmer end.
Troer du da af Brød at Livet næres kun?
Nei, af hvert et Ord, som gaaer af Herrens Mund.
I den store Bog, Naturens fromme Chor,
Er min tause Blussen og et helligt Ord.
Flye fra Lundens Hvælving, fra min stille Boe!
Frister! Onde Frister! Lad mig staae i Roe.
Vellysten
til Fuglen i Toppen af Træet
Hvortil de Sange? Hvortil de Spring?
Hvortil de forfængelig-høie Sving?
Forvildede Barn! brug din Fornuft.
Hvortil det Liv i den tynde Luft?
Siig, hvi altid op du stræber?
Hvortil de Psalmer paa de fromme Læber?
Livet ey i tynde Intet boer,
Men paa den rige, axelfaste Jord.
Fortroe dig til mig!
Jeg omskaber dig,
Mere skiøn, end før du var,
Mere lykkelig.
Seer du ey hiint Slangepar,
Som i varmen Sand hist velter sig?
Seer du den vellystige Mine?
Seer du de spraglede Farvers Pragt?
Langt mere levende, langt skiønnere end dine!
Seer du med Glæden den trofaste Pagt?
Med ganske Legem de favne den glødende Jord,
Mellem Blomster og Urter i Vellyst de langsomt sig snoer.
Favn mod Favn!
Fortryllet, indflettet, nedsiunken i Glædens Havn.
Flye den intetsigende Duft!
Sving dig ey meer i den kiølige Luft!
Styrt dig! Styrt dig i Lysternes Rige.
Og trylles du ey —
Flye atter din Vey!
Du har jo Vinger, du kan jo stige.
Fuglen
Kom ey med den frække Tale,
Med de høistforvovne Ord.
Her i denne grønne Svale
Sødt og sorrigfrit jeg boer.
Høit i det azurne Rige,
Fra den tause, dunkle Skov,
Lader jeg min Psalme stige,
Til min Skabers Priis og Lov.
Ey mit spæde Legem taaler,
Lave Dunst! at nærmes dig.
Høit i Morgenrødens Straaler
Mine Lemmer bade sig.
Taagen i den dybe Mose
Vilde blinde snart mit Blik.
Duggen paa den unge Rose
Er min Føde og min Drik.
Stærkt jeg gyser ved at tænke
Mig i dette fæle Dyb,
Bukket under Lysters Lænke,
Mellem Jordens lumske Kryb.
For mit Blik er hist at skue
Denne vellystfulde Dal,
Som et Helvede, hvis Lue
Vinker mig til evig Qval.
Havde du mig først dernede —
Ha! Jeg seer hvor lumsk du leer!
Til min eenlig fromme Rede
Hæved jeg mig aldrig meer.
Ey jeg kunde bort mig vriste,
Vellyst giorde Vingen lam.
Jeg min Gud vil aldrig friste.
Ene vil jeg tiene ham!
Ærgierrigheden
til Ynglingen
Hvi gaaer du halvvaagen
I Taagen?
Hvi søger du dunkle Skygger,
Hvor Uglen bygger?
Hvi sluttes du ind af Krat og Busk og Elv?
Hvi slutter du dig i dig selv?
Foragter den Glæde, som huldt dig favner,
Higer efter den, som du savner!
Daarlige Yngling! Vaagn af din Drøm.
Følg! Følg den rivende Strøm!
Da hæver dig høit de Bølger,
Som nu dig forfølger.
Giør dig ey selv det værre!
Vær Tidens Træl, saa er du dens Herre!
Lyd mit Raad! jeg er den gode Hyrde,
Letter huldt din Byrde.
Følg mit Fied, gak med mig op
Her paa denne Bierge-Top!
See ned i Dalen. — Hvor de lege!
Sig bevæge,
Frugter bryde,
Nyde!
Med Krog skal man Fisk angle,
Børn med en Rangle;
Tag denne Rangle af min Haand,
Og tien og tilbeed mig, jeg er den gode Aand.
Ynglingen
Viig bort fra mig, Satan! Thi der staaer skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud, og tiene hannem allene.