Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Du elskte Sverrig, af Natur forbundet

Alt længe med mit Danmark hist,

Som Folk ved Sprog, som Land ved Øresundet,

Men adskilt ved usalig Tvist!

De gamle Drømme svandt, de vilde Flammer

Sig luttred til en hellig Glød;

Thor knuser ei sit Folk med egen Hammer,

Og, Loke! du er død.

Usalig Tvedragt veg til Mørkets Huler,

Ei Tiden svækker Nordens Mod,

Men Freia-Sløret stiller

Hver Plet af spildte Broderblod.

Du elskte Land! Thor i sin Kæmpevælde

Staaer paa din Klippe, klædt i Bark,

Du ener Norges Fielde

Med Ageren i Danemark.

Nær er du Danmark. Smilende din Søster

Hver Morgen klar dig hilser glad.

Landskrona sine Kyster

Huldt viser Axelstad.

Men høit sig strække dine stolte Graner

Med golde Steen fra frugtbar Jord,

Fra Syd, fra Verdens Kreds, fra Broderdaner

Til hemmelige Nord.

Hvor længe vinkte mig Mælarens Strande,

Hvor Gefion drog min Fødsels-Ø

Fra fieldomkrandste Lande

Til yndig Østersø!

At skue Freir, som kom igien tilbage

At ene Kraft med Kunst og Flid,

Begeistringen fra svundne Dage

Med Viisdom af en moden Tid!

O du, som Navnet af en Helt har fundet,

Hvor Ossian sin Harpe fandt!

Hvert Hierte, Oscar! har du vundet,

Dit kongelige Blik dem vandt.

Men Skialden — hvad kan han for al den Hæder,

Du viste ham? — Han Harpen slaaer,

Sit Hiertes Tak han qvæder,

Og Fremtidsglæde spaaer.

Tak være Gud, som Nordens Drotter kiærligt

I Brodervenskab nær forbandt!

Klenodiet mere herligt

Vel aldrig Norden fandt.

I Aand og Hierte, Viisdom sieldne Tvende!

Nys favntes de, den Pagt var skiøn;

Og til Kong Oscar monne Christian sende

Vor Frederik, sin Søn.

Og ham til Roes høit jubled alle Stemmer,

Da kiære Giest hiemdrog igien;

Og aldrig Svea glemmer

Vor Fredrik, Danmarks Ven.

Hvi kan jeg dig ei varmt i Arme trykke,

Henfarne Broder! denne Stund,

Og glædes ved den Lykke,

Vi aned — hist ved Øresund?

Men her, hvor Odin leved, Thor og Freier,

Hvor Asa-Bragis Harpe klang,

Jeg siunger Fredens Seier

Og Tvedragts Undergang.

Gud signe Viv og Datter, ædle Sønner,

Dig, Oscar! Folkets Trøst og Fryd!

Algodhed rigt belønner

Din Retfærd og din Dyd.