En Sveitserbonde staaer aarle ved Strand,
Da seer han i borgerlig Dragt en Mand,
I Baaden, som Landet sig nærmer;
Tre Ungersvende, fra skummende Næs,
Henbære den Gamle paa fugtige Græs,
Hvor Busken for Stormen beskiermer.
Den Døende stirrer med brustne Blik.
Han ønsker af Kilden en Lædskedrik,
De ile med blinkende Bæger.
Han stirrer med Gysen paa Søen hen,
Og inden tilbage man kommer igien,
Hans Læbe sig sagte bevæger.
Det lokkede sølvindsprængte Haar
Sig om den hvælvede Tinding slaaer,
En høi, en bydende Pande!
Paa Læben sees et fortvivlet Smil,
Han hælder sit Hoved mod grædende Piil,
Og Bølgerne suse paa Strande.
"Som Havet stolt, og som Bølgen vild,
Med blinkende Skum mod Solens Ild,
For dybt kun i Mørket at dukke!
Tilfreds ei som Kongens ypperste Mand!
Nu — ei engang en Drik Kildevand,
For Febertørsten at slukke."
"Usalige Hierte, som Ro og Rist
I Livet ei fandt, saa brist, saa brist!
Gud naade min Hustru kiære!
I stakkels Drenge, uskyldige Tre,
Som dele saa trofast Faderens Vee,
Han raned jer Lykke med Ære."
"Christ frels i Døden en syndig Mand,
Ak — som forraadte sit Fædreland.
Forraadte? Nei, ved min Adel!
De frygted min Kraft, de tirred min Æt,
Jeg hævned mig kun, dem skete der’ Ret;
Jeg døer, jeg døer uden Dadel!"
Da skiælved i Stormen den sveiende Piil,
Og Morgnens Maane foragtende Smil
Fra Skyen ham blinked imøde.
Med Haanden han trykte sin Pande saa heed,
Og blegned igien med en iiskold Sved,
Og krymped sig atter — og døde.
Hvo var den Gamle? Vi kiende ham ei,
Vi traf ham hisset paa Biergets Vei,
En usæl sørgende Borger.
Gud være ham naadig, nu er han død.
Nu aabner Graven sit sikkre Skiød,
Og frier ham fra Livets Sorger.
I Klosterkirken man satte ham bi.
Vi fandt ham hist paa den øde Sti,
I Dødens Lidelser gyse.
Saa lader da Baaren i Choret staae!
Og at hans Æt kan hans Levninger faae,
Vi ville den efterlyse."
Man satte Liget i Kirken ind,
Og Sveitserbonden med grublende Sind
Gik bort, sit Ærind at røgte.
Om Aftnen silde han atter forbi
Henvandred Kirkens eensomme Sti,
Og Baaren i Choret besøgte.
Da saae han igien de Ungkarle tre,
Af Angst saa blege som Nattens Snee,
Paa Skuldre den Døde de slæbte.
Han saae dem ile mod stormende Vand;
Ned grove de Liget ved nære Strand.
Saa Morderen skiuler den Dræbte!
Ha, raabte Bonden, skiændige Flok!
Var Døden selv Eders Hævn ei nok?
Har ei Jer den Dræbte forfærdet?
I under det ei engang Gravens Ro,
I Klosterkirken, i christne Bo?
Som Aadsel ham kaste bag Gierdet?
Tys Bonde, kiære, tys Bonde ti!
Der elsker ham ingen uden vi,
Hans Støv vi skiule for Vrimlen.
I Norden hisset, til Skiændsels-Meen,
Er reist ham en græsselig Bautasteen,
Som vender sin Spids mod Himlen.
Hvad har han da syndet, den fornemme Mand?
"Det tør vi ei nævne ved Gravens Rand!
Han lod sig, som Noah, bedaare.
Og tre har han Sønner, men ingen Cham,
Og ingen blotter sin Faders Skam.
Vi skiule hans Blusel med Taare.
Ifald hans Legeme fundet blev,
Man atter det ud af Graven rev,
Thi und ham den sidste Hvile.
Saa taled de Sønner med sorrigfuld Aand;
Guldpendinge trykte de Bonden i Haand,
Han saae dem hurtigt bortile.
De sad om Aftnen i Herbergshuus,
Paa Bordet stod endnu det fyldte Kruus:
Vor Faders Gravøl vi drikke!
Saa ud i Verden med fremmed Navn,
Vi virke vort eget og Næstens Gavn,
Og fromt i Skiæbnen os skikke.
Du Christian est jo en boglærd Svend,
Til Høiskolen du begive dig hen,
Du skal en Magister være.
Jeg, Corfitz, har Styrke til Haandværksmand;
Vor Ludvig passer for Kunstnerstand;
Saa søge vi atter vor Ære.
Farvel vor Adel fra denne Stund!
En fattig Mand er dog ingen Hund,
Fordi han ei længer er Greve.
Stands smaalige Taare! Vort Bryst ei skiælv!
Nu stoler Enhver kun paa sig selv;
Som Borgere ville vi leve.
Og dermed skiltes de venligt ad.
Før var det et uskilt Kløverblad,
Nu hver gik i Verden alene.
I Storm og Regn uden Hielm og Læ.
Men skiøndt afhugne fra gamle Træ,
Ei visned de løvfulde Grene.
Den Sveitserbonde stod tankefuld,
Betragted i Haanden det givne Guld,
Og takked de Trende for Gaven.
Til Stranden vandred han næste Nat,
Da seer han et Syn og skiælver brat,
Thi Dødningen stiger af Graven.
I Harnisk stander en Riddersmand,
Ei Vaabenet Bonden skielne kan,
Skiøndt Skioldet imod ham vender;
Af Blod det besudles til Skræk og Gru;
Man seer det er voldsomt brudt itu,
Af straffende Bøddelhænder.
Hovmodig stirrer den Ridder i Sky;
En Krone, drevet af Guldet ny,
I Luften ham svævende frister.
Han rækker derefter med frækken Haand,
Og slider fra Barmen et himmelblaat Baand,
Saa Troskab i Barmen brister.
Da stiger af Jorden en Qvinde bleg,
Om Halsen har hun en blodig Streg,
Forresten deilig at skue.
Knap Ridderen seer det Spøgelse nær,
Saa hyler han: Dina kommer du der?
Og synker i sorten Tue.
Det qvindlige Spøgels paa Graven staaer;
(Af Rædsel reiser sig Bondens Haar,
Af Skræk han ei mægter at vige).
Hun bøier sig over den sorte Jord,
Og raaber. "Corfitz, jeg har et Ord
Endnu dig i Øret at sige.
Og hvisked i Jorden, og langsomt svandt.
Om Morgnen atter man Bonden fandt
I Afmagt under sit Giærde.
Fra den Tid kom han ei Pilen nær.
Langt borte kunde dens Sølverskiær
Ham alt i Natten forfærde.
Vel Bonden var fattig med Viv og Børn,
Hans Hytte stod ved den nøgne Tiørn,
Dog vil han Guldet ei vinde.
Han røbed ei Graven for søgende Flok,
Han tænkte: "Døden har hævnet nok."
Og trøsted sig med sin Qvinde.
I Taarnet sider den Riddersviv,
Og stikker i Lin til sin Tidsfordriv,
Og Perler i Flætningen fæster.
Før dreves hun af det stolteste Mod,
Nu blev hun nøisom og from og god.
Ulykken er Tugtemester.
Og da hun var luttret i Kummerstand,
Da Frihed hun fik, som det søde Vand,
Der langsomt, tidlig og sildig,
I Trængsel og Mulm under Jorden randt,
Til Sluden er klaret, som Diamant,
Og springer som liflige Kilde.