Skarp Stormen foer ved Midnatstid
igiennem Krat og Hegn,
kold gnistred Vintersneen hvid
hen over frosne Egn.
Og midt paa öde Landevei
et eensomt Herberg löd
af vilde Glæders Hurlumhei,
af Sang og Glassets Stöd.
Blandt skumle Spillebrödre sad
en Yngling aaben blid.
Han stirred paa den glade Rad,
men stirrede saa hvid.
Velan! Jeg eier intet meer,
men ligemeget, her!
Den Klædning jeg har paa du seer
er hundred Daler værd.
Kom an! kom an! Engang endnu!
Vel! Sexer alle! Der!
Tag Spiller! hvorfor töver du?
min Kiole din jo er.
Hör unge Menneske jeg har
et kristent Sindelav,
ifald jeg dine Klæder taer
hvad vil der blive af?
Din Hest er tabt, og gaae tilfods
den kolde mörke Vei?
Du fryser, stöder dig tilblods.
Nei Kiolen taer jeg ei.
Giv mig det Smykke som du bær
der paa dit blotte Bryst.
Det er vel ei saa meget værd;
men giöre vel er Lyst.
Nei Spiller! Nei! Jeg har tabt alt,
min Roe, min Eiendom,
men tabe det? Det var for galt!
Tag Kiolen skynd dig kom.
Det Guld hvorved mit Hierte slaaer
det giver jeg dig ei.
Det fatter ind min Fyllas Haar.
Det faaer du aldrig! Nei!
Snart skulde hun ved denne Barm
selv hvilet öm og huld.
Det er forbi ..... Oh jeg er varm!
Jeg spotter Vintrens Kuld.
Hvad skulde der vel skræmme mig
som trodsed alt? Tag fat!
Bælmörke Nat, jeg hilser dig.
For mig er evig Nat!
Den Galning kommer vel igien.
Han nok betænker sig.
Det Smykke maa jeg have end,
för reent han slipper mig.
Men Ludvig ravede afsted,
hans Graad paa Kinden frös;
i Sneen standsede hans Fied,
da sank han aandelös.
Ved Nattens matte Stierneglimt
han frem sit Smykke tog
og kyste det. Det sidste Glimt
i Ludvigs Hierte slog.
Man fandt ham aarle Morgenstund,
da alt endnu var tyst,
med Smykket til den blege Mund,
med Haanden paa sit Bryst.