Skarp Stormen foer ved Midnatstid
Igiennem Krat og Hegn,
Kold gnistred Vintersneen hvid
Hen over frosne Egn.
Og midt paa øde Landevei
Et eensomt Huus gienlød
Af vilde Glæders Hurlumhei,
Af Sang og Glassets Stød.
Blandt skumle Spillebrødre sad
En Yngling, aaben, blid.
Han stirred paa den glade Rad,
Men stirrede saa hvid.
„Velan! jeg eier intet meer,
Men lige meget, her!
Den Klædning, jeg har paa, du seer
Er hundred Daler værd.
Kom an, kom an! Engang endnu!”
„Vel! Sexer alle!” „Der!
Tag, Spiller! hvorfor tøver du?
Min Kiole din jo er.”
„Hør, unge Menneske! jeg har
Et christent Sindelav.
I Fald jeg dine Klæder taer,
Hvad vil der blive af?
Din Hest er tabt, og gaae til Fods
Den kolde, mørke Vei?
Du fryser, støder dig til Blods.
Nei, Kiolen taer jeg ei.
Giv mig det Smykke, som du bær
Der paa dit blotte Bryst!
Det er vel ei saa meget værd;
Men giøre vel, er Lyst.”
„Nei, Spiller! nei! Jeg har tabt Alt,
Min Ro, min Eiendom;
Men tabe det? det var for galt.
Tag Kiolen, skynd dig, kom!
Det Guld, hvorved mit Hierte slaaer,
Det giver jeg dig ei.
Det fatter ind min Fyllas Haar,
Det faaer du aldrig! Nei!
Snart skulde hun ved denne Barm
Selv hvilet øm og huld.
Det er forbi — — O, jeg er varm!
Jeg spotter Vintrens Kuld.
Hvad skulde der vel skræmme mig,
Som trodsed Alt? Tag fat!
Bælmørke Nat! jeg hilser dig.
For mig er evig Nat.”
„Den Galning kommer vel igien,
Han nok betænker sig.
Det Smykke maa jeg have end,
For reent han slipper mig.”
Men Ludvig ravede afsted,
Hans Graad paa Kinden frøs.
I Sneen standsede hans Fied,
Da sank han aandeløs.
Ved Nattens matte Stierneglimt
Han frem sit Smykke tog,
Og kyste det. Det sidste Glimt
I Ludvigs Hierte slog.
Man fandt ham aarle Morgenstund,
Mens Alt endnu var tyst,
Med Smykket til den blege Mund,
Med Haanden paa sit Bryst.