I Juras skiønne Egne,
Ved Biergets Kæmpefod,
Der viser man en Klippe,
Den er besprængt med Blod.
En Yngling og en Pige
Til Kirken aarle gik,
Og knælte for Guds Alter
Med helligt Andagtsblik.
Ærværdig Fader knytted
Det evigfaste Baand.
„Guds Fred med eder være!”
Saa gik de Haand i Haand.
„Hør Nattergalens Toner
Hist fra det ranke Field,
Hvor tæt Violer voxe
Ved klare Kildevæld.
Der svæve milde Lufte,
Der trippe muntre Faar,
Der bølge søde Dufte,
Hvor Nattergalen slaaer.
Og Hyrder og Hyrdinder
Saa glade dandse om.
En Blomsterkrands jeg binder
Dig der, min Elskte! kom!”
Saa gik han med sin Pige
Op ad det steile Field,
Hvor tæt Violer voxte
Ved klare Kildevæld.
Og Biergets Hyrder smiilte,
Og sukked: „Hun er skiøn!”
Og Biergets Piger rødmed
Taus til Naturens Søn.
Saa gik de mellem Blomster,
Og hørte Skovens Lyd,
Og favnede hinanden,
Og bævede af Fryd.
Men da de kom, hvor Fieldet
Nedludede saa brat,
Hvor skumfuldt Kildevældet
Faldt ned i Dybets Nat,
Da blegnede den Skiønne,
De spæde Fødder gled;
Hen ad det vaade Grønne
Hun sank, og styrted ned.
Og som et Midnatsgienfærd
Ved Afgrundsbredden stod
Den unge Mand, og svimled
Ned i sin Elsktes Blod.
Da hæved Philomele
En sielden Veemodssang,
Da risled Kildens Dover
I større Bølgegang.
Dem Dødens Engel vinkte
Paa Livets bedste Dag.
Lyksalig den, som blegner
I Elskovs Favnetag!
I Juras skiønne Egne,
Ved Biergets Kæmpefod,
Der viser man en Klippe,
Den er besprængt med Blod.