Forgyldet Aftenstiernen straaler
Kun saare kort;
Den ikke Natteluften taaler,
Thi gaaer den bort.
Den følger Solens røde Lue
Med Velbehag,
Og skinner kun paa Himlens Bue,
Mens det er Dag.
Men Elskov med de hvide Hænder
Ei lider Sol;
Sin Duft den først i Mørket sender,
Som Natviol.
Da kommer Maanen med det svage,
Det milde Skin,
Og funkler, uden at opdage,
I Busken ind.
Og tro den lyser Kiærligheden
Paa skiulte Vei;
Men Maanen altid var beskeden,
Den sladdrer ei.
Og skiøndt vel Bækkens Mund om Tingen
Bestandig gaaer,
Saa taler den et Sprog, som Ingen
Af os forstaaer.
Og derfor kan de unge Kiære
Dem frit betroe;
Dem røves ikke deres Ære
Og deres Ro.
Kun Maanen vidner elskovsdrukken:
De smiilte nys;
Og Kilden tolker deres Sukken
Og deres Kys.