Forstand for Sandhed, Hierte for det Gode
Har Gud nedlagt i Støvets Bryst og Ho’de;
Og for med Fryd vor Stræben at belønne,
Indbildningskraft han gav os for det Skiønne
Er ikke den dig i Naturen givet,
Da som en Blind, en Døv du nyder Livet.
Med kold Forstand du ikke vidt kan komme,
Den abstraherer hen dig i det Tomme.
Du gaaer, som Don Quixote, i stive Pandser;
Især hvis ogsaa du foragter Sandser,
Maaskee fordi de fineste dig fattes,
Og hvad man kiender ei, kun lidet skattes.
Ved Øiet, Øret Phantasien næres;
Ei Lyd, ei Syn af Skallen kan undværes.
Det virker med Begejstring paa dit Hierte;
Da brænder klarere Forstandens Kerte.
Som i dit Legem Nerver, Muskler, Blodet
Tilsammenvirke Livet, Sundhed, Modet,
Saa virke hine uadskillelige.
Dog har enhver som Drot sit eget Rige.
Thi Videnskaben, thi Forretningsmanden
Fornemmeligt arbeide med Forstanden,
Sit Hierte Mennesket som Christen bruger,
En Kunstner Phantasiens Honning suger.