Ewald.
Den unge Phantasie blev først udklækket
Af mangt enfoldigt, eventyrligt Skrift;
Dog kiendte den ei Kæmpen hielmbedækket,
Du viste mig først Heltenes Bedrift.
Da fandt jeg Prosabogen vingestækket,
Mig smiilte Maanen giennem Skyens Rift,
Og skiøn paa Biergets Snee i Storm og Vinde
Mig vinkte høi den danske Sanggudinde
Shakespeare.
Hun hæved mig, den Blege, langt fra Jorden.
Men Phantasien ei sin Vrimmel fandt;
Det var saa kraftigt, men saa koldt i Norden;
Opfindelsen ei Alting huldt forbandt.
Da hørte jeg en frugtbar Sommertorden,
Det lynte rødt i Himlens vestre Kant;
Og hver en Knop, som Phantasien kiendte,
Stod nu som Blomst, hvorhen sig Øiet vendte.
Cervantes.
Da sværmed den omkring paa Macbeths Hede,
Og rasled kun imellem Spyd og Skiold;
Den ændsed ikke Dagens Liv dernede,
For Øieblikkets Daad var Barmen kold.
Da dæmped atter Poesie dens Hede,
Den værnedes af Vittighedens Skiold,
Foragted Mambrims Hielm, og lytted heller
Til Borgerlivets yndigste Noveller.
Homer.
Dog som den lærte nu hver Kraft at skatte,
Da tænkte jeg: "Mon ei der er en Aand,
Som veed det hele Verdensliv at fatte;
Som Alt forener med sin Kunstnerhaand;
Hvor Fredens Glæder ei kan Siælen matte;
Hvor Kampens Kraft er lagt i Skiønheds Baand?"
Og see, med Tankeblik bag Laurens Grene
Stod mig, som Mentor, din Pallas Athene.
Sophocles.
Men — Middelpunktet for det hele Billed
Bar dog kun lystig Strid i Velklangsord.
Da viste du mig Kraft mod Kraften stillet,
Alvorlig skuet til af Mængdens Chor;
Og høie Taarer mig fra Kinden trilled,
Usmykket raste Lidenskab og Mord,
I store Omrids stod den store Scene,
De handled, og dog raadte Skiebnen ene.
Schiller.
Da tænkte jeg i Kraft af Jesu Lære:
"Nei, Villien kan ei under Skiebnen staae,
Bort Legem kan de hen til Graven bære,
Den Ædles Daad kan evig ei forgaae".
Da digted du til Christendommens Ære,
Og viste Handlingen i Hiertets Vraa.
Af Shakespeares grønne Skov du hented Grene,
Og maiklædt stod den græske Marmorscene.
Goethe.
Dig, uforglemmelige store Mester!
For Intet ei tilsidst jeg giemte dig:
Du staaer igien som Ridderborgens Rester,
Du lever end, som tidlig ledte mig.
Som Tiden du dit store Øie fæster
Paa Alt, hvad lever og udvikler sig.
I hver en enkelt Kraft du standser efter
De Andre; men du samler deres Kræfter.
Jeg hører Ewald i din Lyra klinge,
I Göz jeg kan den store Shakespeare see,
Din Wilhelm kan mig til Cervantes bringe,
Homer fortæller i din Dorothee,
Sophocles gav Iphigeneia Vinge,
Den hulde Schiller smeltede din Snee.
Staa mig et Maal, hvorefter jeg kan bygge!
Leed med dit Lys, og vaer mig med din Skygge!