O du, som min Siæl
Saa sødt betvang,
Hugprudeste Mø,
Melpomene du,
Med de blodrøde Druer
I dunkle Haar,
Med en Vedbendkrands
Om Tindingen trykt,
Med en tveægget Dolk
I demantne Giord,
Og nied tankefuldt Blik
Under synkende Bryn,
Med et Veemodssmiil
Paa blomstrende Kind!
Modtag min Sang.
Dig lyder min Sang
I den dæmrende Stund,
Medens Sol gaaer ned,
Medens Maanen opstaaer,
Medens Hesperus bleg
Nedblinker.
Med den stolende Dag
Thalia forsvandt,
Hendes Øienlaag sig
Med Rosen har lukt.
Polyhymnia nu
Paa Forum ei staaer,
Ei Terpsichore let
Hendandser i Eng
Under Fløiternes Klang,
Euterpes Musik.
Med den slumrende Jord
Nu Bedrifternes Mø
Calliope dybt
Er indslumret paa Skiold.
Kun Urania end
Høit blinker fra Sky
I sit luftblaa Flor
Med Stiernernes Krands.
Kun Erato endnu
Halvvaagen, i Slum,
Med den sneehvide Haand
Let famler i Stræng,
For til Digterens Sang
At blande, skiøndt svagt,
Sin harmoniske Lyd.
Dig skuer jeg hist
Høi, ædel og stor,
Som den mægtige Bøg
I dæmrende Nat;
Dens Løv er dit Haar.
Taus skrider du frem
I den slumrende Dal,
Sortmalede Skiold
Paa din Guddomsarm.
Mørkt skuer du hen
Med dit Junoblik,
Med det uhyre Spyd
Udstrakt i din Haand,
Der et vægtigt Staal
Nedvender mod Jord,
Men en Fane saa let
Imod Stiernernes Hær,
Haabvaiende grøn
Med en Laurbærkrands.
Til Urania du
Har Heltene kaldt;
Men den skulende List,
Men Ildgierningens Mænd
Nedstøder du stærk
I Tartarus’ Nat.
Held, Lov dig og Priis,
Min Gudinde! dig Priis!
Din Nærværelse kun
Giør kraftig og stor.
Som den funklende Myg,
Der i Elskovens Blund
Stærkt gløder, og døer,
Er Menneskets Liv;
Thi Kronions Ild
Hos Prometheus, rant,
Blev frmgslet i Leer,
Men den kalkede Flint
Slaaer sønder, o Mø!
Dit mægtige Spær,
Og den løsladte Gnist
Søger atter, befriet,
Sit himmelske Hiem,
Til et Under for den,
Som kryber i Støv;
Til Opmuntring for den,
Der fik Vinger til Flugt;
Til Fryd for den Aand,
Som du skienkte det Held,
I en flammende Sang
At forkynde din Magt
Over Jorden.