Tordnen meer ei lyder,
Maanen giennembryder
Nattens brustne Sky.
Spredt er Jordens Dampe,
Himlens hvide Lampe
Brænder klart paa ny.
Intet Skrald
Og Klippefald;
Allevegne Taushed ruger,
Græsset Regnen suger.
Venligt Nattergalen
Synger hist i Dalen
Mellem Blomsterbed
Paa den Klippetinde,
Som for barske Vinde
Nylig styrted ned.
Dybt til Krat
I dunkle Nat
Bød et Øieblik den reise.
Secler saae den kneise.
Hist i Blomsterdække
Jordens lange Sprække
Gaber sort og stor.
Mildt ved Maanens Straaler
Duftende Violer
Sig ad Randen snoer.
Snart en Bro
Med freidig Ro
Dalens Hyrder her vil bygge
Over Døden trygge.
Sorgløst Kildevældet
Risler nu fra Fieldet
I sin gamle Dands.
Klippens Roser vinke,
Himlens Stierner blinke
Med fornyet Glands.
Skiønne Jord
I Nattens Flor!
Dobbelt skiøn er Midnatslunden
Efter Rædselsstunden.
Naar den sidste kommer,
Naar den store Dommer
Knuser eget Værk,
Naar han Havet vælter,
Naar han Jorden ælter
Med sin Arm saa stærk,
Skal en Nat
Blandt Blomsterkrat,
Mere klar, hvor Ingen famle,
Blidelig os samle.