Engene grønnes, og Skovenes Kroner
Nylig fremsprungne Smaragder bedække,
Ætheren lunes, og Sangeren toner
I den beknoppede, svulmende Hække.
Vinteren bort til de livløse Poler
Flygter med Natten og Kulden og Taagen;
Flora paa Leiet af friske Violer
Opslaaer sit Øie, sødtsmilende, vaagen.
Harpe, som hang paa de riimfrosne Grene,
Hyllet i Snee og i rugende Mørke,
Stum og forladt, medens Boreas ene
Hyled en Liigsang i Vinterens Ørke,
Harpe! din Iis har Apollo bortsmeltet,
Da han i Østen steg frem i sin Lue.
Straalende hænger du nu under Teltet
Med den blaahvælvede, udstrakte Bue.
Kom og lad Flora, den unge Gudinde,
Stemme dig med sine sneehvide Hænder.
Herligt bepurpres den knejsende Tinde
Hist af den hvirvlende Kugle, som brænder.
Hen paa det bølgende Græs vil jeg stirre,
Som i den mørkeblaa Vove sig taber,
Lærkernes Slag vil jeg høre, som dirre,
Slaae dine Strænge, og prise min Skaber.
Straale, som brænder i smægtende Øie
Paa den uskyldige, elskende Pige,
Straale, du Skiønhedens høieste Høie!
Ned i mit bævende Hierte du stige.
Elskende To, som i Skyggerne vanke!
Indsmiil mig Saligheds reneste Lue;
Da skal min brændende, hellige Tanke
Tonende hvirvle til Himmelens Bue.
Da skal de smilende unge Hyrdinder
Nærme sig mig under skyggende Grene
Henrykt ved Bækken, som perlende rinder
Over de hvide, sølvspraglede Stene;
Svævende de om min Harpe skal dandse,
Som deres Skiønhed at tolke kun stræber.
Da skal jeg prydes med blomstrende Krandse,
Da skal jeg kysses af blomstrende Læber.
Selve de sølvlokte Gubber skal høre
Gierne min Sang fra den mosgroede Hytte.
Blidt skal de staae i de aabnede Døre,
Og til veemodige Tonefald lytte.
I deres gamle uskyldige Siæle
Foraarets Fryd jeg med Kraft skal indsiunge,
Til de, fremkaldte af venlige Fiæle,
Nyde et Foraar, evindelig unge.
Hyrden min Sang skal gientage, og smile,
Naar han om Aftnen med bøgende Vrimmel
Skynder sig hiem til en gvægende Hvile,
Stirrende hen paa den glødende Himmel.
Tidt paa sit Rør skal han stræbe at ligne
Strængenes Toner, som bævende vige.
Da skal han føle Naturen, og signe
Skiønhedens Gud, og omfavne sin Pige.
Ak, men hvad haaber jeg, mægtig henrevet,
Salig indlullet i hellige Drømme,
Blussende, freidig, af Indtrykket drevet,
Mens mine Tanker i Anelser svømme?
Kan vel en Spurv, skiøndt den saligt sig fryder,
Tolke sin Salighed, som Philomele?
Kan vel min Sang, skiøndt i Vaaren den lyder,
Male, Natur! dit fortryllende Hele?
Ak, der var Een! Skiøndt fortæret af Smerte,
Skienkte ham Gud en udødelig Flamme,
Og for Naturen det aabneste Hierte;
Han kunde tolke, hvad Andre kun stamme.
Rungsted! din lange og frugtbare Fure
Grønnes, som forhen, og spirer, og pranger,
Mens ved de gamle og gothiske Mure
Gravmuldet længst har omfavnet din Sanger.
Hellige Ewald! i Danemarks Skove
Føler min Siæl at forklaret du svæver.
Bølgende over den krusede Vove,
Luttret din Aand giennem Roserne bæver.
Lad den opgløde de frostige Strænge,
Gyd i mit Bryst dine hellige Luer,
Da skal mit Hierte i Harpen sig trænge,
Da skal jeg tolke, hvad nu kun jeg skuer.