Din egen Vaar faldt i min Digtervaar;
At den især du ynder, jeg forstaaer.
De første Indtryk lettest Veien finde,
Og dyrebart er os hvert Barndomsminde.
Men Mennesket ei altid være kan
En Yngling; Tiden smedder ham til Mand
Med andre Formaal og med andre Pligter.
Og som et Menneske, det gaaer en Digter.
I Fald mit Blomsterbed du kun fandt smukt,
Og vrager alt for meget af min Frugt
I Haven — hvor du flygtigt var tilstede,
Da kan din største Roes mig lidet glæde.
Ei kun med Billeder og Eventyr
Vor Sangfugl hæver sig i Morgenskyer,
Ei Følelser sig blot til Ord forvandle;
Nei, Skialden tegner Mennesker, der handle.
Dog — jeg er ei forkiælet og forvendt.
Min Vaar, mens den var Vaar, blev ei erkiendt.
Det kom bag efter. Tiden ogsaa kommer,
Da Ret erfares vil en Digtersommer.