Adam Oehlenschläger

Sang

Bort gamle danske Julegilde!

Du feires end med Høitidsbrag,

I Vintren kun lidt mere silde,

Du er — vor Konges Fødselsdag.

Da samle sig hans Mænd i Nord,

Som hist hos Rolf ved Isefiord.

I Vintren selv en Rose springer

Af Hiertet i sin Skiønhed ud;

Og Engle gav den Rose Vinger,

Thi Duften stiger op til Gud.

Den krandser Drotten — skiøn og bred —

Thi den er: Folkets Kiærlighed.

Som Vintren karsk, vor Konge smiler;

Han ynder Kraft, foragter Bram,

Og at saa hurtig Tiden iler,

Det mærker Folket ei paa ham.

Han stander blid blandt os i Aar

Saa kraftig, som i Ungdomsvaar.

Skiøn Vaaren er, men vilde Storme

Nedstyrte tidt, hvad nys var smukt;

I Somren mange Træets Orme

Fortære Høstens Haab og Frugt.

Hvad Vintrens er i Havn og Huus,

Det rammer ikke Stormens Bruus.

O, skienk os mange slige Dage,

Vor Fredrik! i din skiønne Snee.

Forbi os mangen Vinter drage,

Den stærk vor gode Konge see!

Og Himlen blaa med Solens Blik

Velsigne dig, vor Frederik!