Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Cantate

ved

Universitetets aarlige Fest i Anledning af Kong

Fredrik den Sjettes Fødselsdag.

I.

See dine Sønner forsamles paany,
            Pallas Athene,
Her, hvor dit Huus under Skjoldungegrene
            Finder sit Ly!
Fredrik beskjermer hvad Christian har grundet;
Selv han beskjermes af Dannemarks Aand:
            Tiden har spundet,
            Kjærlighed bundet
Evighedskrands, og om Sceptret den vundet,
            Ført af hans Haand.


Et Scepter er det Tegn, som høie Guder
    Paa Jorden satte, — Tegn paa Herskerkald.
    Bøi dig for Magten, som det Tegn bebuder,
    Om ei Athene straffe skal!

Men og hvor Retfærd ei om Sceptret fatter,
    Hvor Viisdom ikke boer i Kongens Raad,
    Fortørnet flygter bort Kronions Datter,
    Og aabner Vei for blodig Daad.

Hun tager bort Ægiden; Skjoldet svæver
    Ei meer som Værn for Folket og dets Drot;
    Palladiet er tabt, og Pallas hæver
    Sin Flugt fra Jord til Guders Slot.

Men der, hvor Viisdom, der, hvor Retfærd bygger,
    Hun vælger sig en kjær, en elsket Plet.
    O Fredrik! under Skjoldungstammens Skygger
    Er Budet kjærligt, Pligten let.


Hil den Drot, hvis Scepter værner
    Om Athenes ædle Magt,
    Ham, som Viisdoms klare Stjerner
    Lokke meer end jordisk Pragt!
    Her Gudindens høie Tempel
    Staaer, beskjermet ved hans Bud;
    Præget med hans Konge-Stempel
    Sender Altret Flammer ud.

Med Erkjendtlighed mod Kronen,
    Som beskytter Aandens Værk,
    Støtter Videnskaben Thronen,
    Gjør den selv, til Gjengjæld, stærk.
    Om end Verdensbølgen bruser
    Over gamle Danmarks Land,
    Fredrik staaer i Kreds af Muser,
    Og ved dem beskyttes han.


Dag, som os forbinder
Til erkjendtlig Sang,
Hvergang op du rinder
Over Dannevang!
Paa din Gjenkomst skjønner
Hver i Danmarks Favn;
Danske Musasønner
Ind i Hjertets Bønner
Slutte Fredriks Navn.


II.

O Viisdoms Have, Musers Lund,
Som, plantet her ved Øresund,
Igiennem Secler monne stande!
Du fostret har saa mangt et Træ,
Misundt af andre, større Lande.
Og end skal under Skjoldunglæ
Sig nye Træer med gamle blande,
Og Eg og Laurbær voxe frem,
Og Dannerfolket snoe af dem
En Krands om Dannerkongens Pande.


Gjenlyd af det Ord, som her har tonet,
    Gjenskin af det Lys, som her blev tændt!
    Fyld vor Tanke, som, mod Fortid vendt,
    Skuer mangen Landsmand laurbærkronet.
    Musers Hjem!
    Du har fostret, du har udsendt dem.

Yngling, du, som ind i Hallen triner!
    Husk, at Kingos Harpe her blev stemt,
    Holberg holdt i classisk Daab sin Skjemt,
    Talen lød fra Worm og Bartholiner;
    Tankefast
    Rømers Aand udmaalte Lysets Hast.

Hvo kan nævne, hvo kan mindes Alle,
    Som fra denne Tempelhal gik ud?
    Ja, velsignet var det Kongebud,
    Som har Templet reist, der ei skal falde.
    Næste Slægt
    Skal velsigne Fredriks Varetægt.


Du, som Dit Navn har til saa Meget bundet,
            Ædelt og Godt!
Hersker, hvis Magt i Kjærlighed er grundet,
            Fader og Drot!
Længe Dit Scepter skjenke Dine Sønner
            Kjærligheds Løn!
Himmelske Magter, hører vore Bønner,
            Kjærligheds Bøn!