Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

J. L. Heiberg var søn af P. A. Heiberg og hans hustru Thomasine (senere kendt som forfatterinden fru Gyllembourg).

I mere end tre årtier var J. L. Heiberg virksom som digter, dramatiker, tidsskriftredaktør, kritiker, teatercensor og teaterdirektør. Han opnåede herved at blive en autoritet uden sidestykke i samtiden. Sammen med den 21 år yngre Johanne Luise (født Pätges), 1800-tallets mest beundrede danske scenekunstner, hvem han ægtede i 1831, skabte han et hjem hvor tidens betydeligste kulturpersonligheder var hyppige gæster. Heibergs kvalifikationer til at være Det kongelige Teaters chef var ubestridelige, men ulykkeligvis tiltrådte han denne post i 1849, da han var i en alder, hvor han ikke formåede at tilpasse sig til tidens nye tanker; han forholdt sig afvisende til den yngre generations bestræbelser for en mere realistisk retning i scenens kunst, og efter skarpe og pinlige konflikter måtte han afgå i 1856.

Af hans dramatiske arbejder kender alle Elverhøi som blev skrevet som et lejlighedsstykke til et bryllup i kongehuset i 1828. Takket være den behændige anvendelse af teatrets opera- og balletressourcer, den nationale tone samt smiger for den enevældige konge, har dette stykke slået alle rekorder på teatret. Heibergs øvrige talrige sceneværker lader sig næppe mere opføre uden som skolekomedier. Mærkeligt nok er En Sjæl efter Døden, et læsedrama som Heiberg næppe har forestillet sig nogensinde bragt på scenen, med fremgang blevet opført i 1900-tallet.

Efter sin mands død udgav fru Heiberg i 1861–62 hans prosaiske og poetiske skrifter i 11+11 (små) bind.