Kalliope
→
Digtere
→
Johan Ludvig Heiberg
→
Førstelinjer
Johan Ludvig Heiberg
(1791–1860)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
A
At Danmark er et lidet Land
D
De Bølger rulle saa tungt afsted
De samle sig, lig underfulde Drømme
Den Dag vi hilse med festligst Lov
Den er forbi, den Tid, hvorpaa
Den femte Marts er kommen igjen
Dengang fra Land til Land den arme Psyche
Der er i Himlen en Dreng saa smuk
Der vanker en Ridder mellem grønne Træer
Det banker paa Døren. Kom ind!
Det er dog grumme smukt, ved Gud!
Det er en gammel Sandhed, ofte prøvet
Det er lystigt nok at staae
Det gjælder Kamp paa Liv og Død
Det mylrer i Norgesgade
Det, som min Læbe stammer svagt
Det tydske Sprog er ei min Sag
Du, Danmarks ældste Kirke
Du Vandringsmand ved Søen
E
Ei den høie Himmelbue
En Elskovserklæring? hvad er det saa Meer?
En værdig Mand er død! I kraftig Alder
Erindrer De, det var i Kongenshave
F
Farvel, farvel, mit Fædreland
For silde jeg seer det, jeg kom tilkort
Fætter, hvad skal Enden blive
G
Gud give, jeg var en Hest!
H
Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker
Her driver jeg paa Torvet om
Her du skuer det Centrum, hvorom det Hele sig dreier
Her hos denne Præst jeg aander atter
Her staaer jeg gamle Kæmpe fra Fjerde Christians Tid
Herligt, en Sommernat
Himlen er mild, nu har vi Mai
Hist i Kreds af nøgne Fjelde
Hvad! kan jeg troe hvad jeg seer? Igaar omfygede Sneen
Hvilken Bygning er her? Er Det en christelig Kirke?
Hvor Bögeskoven svæver
Hvor er hun alt mit Hjerte kjær
Hvor sørgelig dog Skoven bliver!
Høilig velsignet være Cammermeyer
Høit alt monne Solen staae
Høit paa en Green en Krage
I
I Dandsen du mig møder
I denne Kirke din Haand du mig gav
I Ungdoms Dage
J
Jeg kom bag Plankeværket
Jeg seer jer, Hveens truende Ruiner!
Jord og Himmel ere skilt som tvende
K
Kald, o Musa, herned, kald Choriamberne
Kjöbenhavner! reis dig op
Konning Volmer drager afsted paa Jagt
L
Lette Bølge! Naar du blaaner
M
Man sig forlover, bytter sin Ring
Marie, nu kom! hvad venter du paa?
Meget i vor Tid er slappet
Men Clara! hvorfor rødmer du ved Berlings Avis
Min Reisetid sig nærmer nu sin Ende
Min smukke lille Pige!
N
Nu, da snart, paa Floras Bud
Nu hviler den tause, dæmrende Nat
Nu hviler Grön med Fane sin
Nu Løvsalen skygger
Nu Tordenskyen trækker
Nu vanker jeg atter til Haven hen
Naar Aftenglands og Morgenrøde
Naar Vandringsmanden mellem Mark og Enge
O
O fly for Amors Snare
O! hvem der dog var en Handelsmand!
Ogsaa her et Selskab promenerer
P
Phönix, du, som nys begravet
Pindsemorgen! o hvor skjøn!
Paa Engen hvile de Taager graae
Paa Himlen et Uveir truer
S
Sadl op min Hest og træk den frem!
See saa! Nu er vi her tilbage
Seer De nu? De har vundet Deres Sag
Smaafuglen synger
Solen sank bag grønne Lund
Som Helt for Melpomenes Dolk
Som tabte Herligheders Rest
Som Tolk for de taknemmeligste Hjerter
Saa Dette kaldes i Skoven at gaae?
Saa fik du mig dog fat! Din Haand mit Kors berørte
T
Tjenstagtighed det er en herlig Dyd
Tys! Hvo banker paa Døren? Hvad seer jeg?
U
Undskyld, om jeg Dem vækker for brat
V
Vallö-Kloster
Ved dette muntre, gjæstfrie Bord
Velkommen igjen, Du Vaarens Prophet
Vor gamle Caro holdt en Støi
Vær hilset, Lys fra Sandheds Væld
Vær uden Frygt, min unge Viv!