I.
Kong Christian den Fjerde taler.
Jeg seer jer, Hveens truende Ruiner!
Men jeg skal hæve jer af eders Gruus.
Snart, naar en fremmed Vandrer spörger os:
„Hvad stod der för paa hine gule Banker?“ —
Skal man ei være nödt at svare ham:
„Der stod engang Uranienborg, det stolte.“ —
Nei, danske Mænd skal ikke meer behöve
At gjæste Keiser Rudolph, fjernt i Prag,
For der at see den danske Mand, hvis Rygte
Den hele Stjernehimmel höit forkynder.
Min Faders Værk skal ei forgjæves være:
Det reises skal til hans og Danmarks Ære;
Og Tycho hid skal kaldes til sin Ö;
Der, hvor han levet har, der skal han döe.
I Fædrelandet, men ei udenlands,
Skal han befæste Danmarks Stjernekrands;
Og hvert et Lys, hvormed vor Himmel pranger,
Skal være Vidnesbyrd om Kongens Anger.
II.
Kongen.
Saa kommer du fra Prag?
Longomontan.
Fra Prag jeg kommer.
Kongen.
Fortæl mig Noget om din store Lærer.
Longomontan.
Ak! hvad skal jeg fortælle?
Kongen.
Ligemeget!
Fortæl mig Noget! Hvordan lever han?
Longomontan.
Jeg haaber, godt.
Kongen.
Saa han er vel fornöiet?
Longomontan.
Jeg mener nok, at han er vel fornöiet.
Kongen.
Hör, siig mig, troer du, det er vanskeligt
At faae ham hjem igjen til Dannemark?
Longomontan.
Til Danmark hjem? — O, det er reent umuligt!
Kongen.
Saa har han da forglemt sit Fædreland?
Longomontan.
Hans Fædreland er der, hvor nu han boer.
Kongen.
Men om han faaer et nyt Uranienborg?
Longomontan.
Det kan han ikke længer bruge, Herre!
Kongen.
Betragter han da ikke længer Himlen?
Longomontan.
Det gjör han vist, men ikke meer fra Jorden.
Kongen.
Hvad siger du!
Longomontan.
Ak! han er död, min Konge!
III
Kongen.
Hvad fandt du ved Uranienborg, det stolte?
Kun Gruus?
Longomontan.
O, det er vist ei Kongens Værk!
Kongen.
Det skulde være blevet til hans Værk! —
Jeg stod og saae til Hveens Kyster hen,
Og lovede mig selv, Uranienborg
Af Gruset op med dobbelt Glands at reise.
Mig syntes, Intet var forsömt endnu,
Det tyktes mig saa let en Sag at kalde
Tycho tilbage til hans Fædreland —
Da kom du just, og bragte Sorgens Bud. —
Men jeg vil handle, Klage hjelper ei:
Jeg et Uranienborg vil bygge dig,
Dog ei paa Hveen; nei, i Axelstad
Jeg bygge vil et Taarn: mod Stjernehimlen
Det höit skal kneise, grundet til dens Ære.
Et Sværd skal hugges ud i Muren, til
Erindring om det Saar, mit Letsind slog;
Men under Sværdet skal der staae et Hjerte,
Bevidnende Fortrydelsen, jeg föler.
IV.
Saadan qvad med barnlig Læbe
Tychos unge Skjald engang;
Tör den alt forglemte Sang
Atter efter Bifald stræbe?
Hvo det smukke Billed nyder,
Mindes, lig den store Flok,
Som det viser, neppe nok
Alt hvad dette Taarn betyder:
At et bittert Savn forvundet,
Slukket er en gammel Sorg:
At det er Uranienborg,
Flyttet ind til os fra Sundet.