Den er forbi, den Tid, hvorpaa
Din Himmel,
O Fredriksberg! med Smilen saae
En Vrimmel,
Hvori sig flokked Lav og Stor
I Haven,
Omkring den Konge, som nu boer
I Graven.
Da klang Musiken ofte fra
Terrassen,
Af Uniformer mylred da
Paa Pladsen.
Ei flagre nu de röde Fjer
Paa Hatten;
Hver Dag den samme Tomhed seer,
Som Natten.
End Svanen langs Canalens Rand
Dog seiler;
End Træet i det stille Vand
Sig speiler;
End Maanen over Sletten gaaer
Saa stille,
Mens Nattergal i Busken slaaer
Sin Trille.
Naturen gaaer ad vante Vei
Sin Vandring;
Den trofast er, den elsker ei
Forandring.
Den smiilte til den glade Borg,
Nu smiler.
Den til det Sted, hvor Savn og Sorg
Sig hviler.
Ak! her er intet Sorgenfri!
Dog træder
Den simple Borger ei forbi
De Steder,
Hvor svundne Syner for hans Blik
Fremstode
Ved Mindet om Kong Frederik
Den Gode.