Ogsaa her et Selskab promenerer,
Men med mindre Stöi;
Hist ved Slottet Vagten musicerer
Ved dets ene Flöi.
O! men Skoven har og stille Skygger,
Hvor en taus Betragtning gjerne boer,
Hvor en blomstrende Natur betrygger
Mangt et eensomt Spor.
Ubemærkt af Mængdens Forskeröie,
I sin Ungdomslund
Over disse Dale, disse Höie
Som om Issen Dronningkronen bærer,
Vandrer ofte Hun,
Som om Issen Dronningkronen bærer,
Men i Hjertet barnlig Ydmyghed;
Her sin fromme Kjærlighed hun nærer
I Naturens Fred.
Ja, hvad denne Skov i Londom taler:
Aftenvindens Vift,
Nattergalens Slag, naar Solen daler,
Skyens Purpurskrift,
Ordet, som i Aftenklokken lyder,
Mens en eenlig Stjerne, staaer i Öst, —
Hun forstaaer det rige Sprog, hun tyder
Hver en dunkel Röst.
Her hun ved Naturen har erfaret,
I den stille Qveld,
Kunstens Ideal, som aabenbaret
Blev for Rafael:
Tidt i Aftenröden stod en Engel,
Barnlig skjön, med Smiil af salig Aand,
Og med Fredens Bud, en Liljestengel,
I sin Liljehaand.
Og den Samme skuer hun herefter
I de mange Smaa,
Ved hvis Vugge Fattigdommen hæfter,
Som forladte gaae;
Og mod Klyngen Armene hun breder,
Dem, som skabtes til en Konges Favn:
“Kommer hid! En Moder jeg for eder
Er i Herrens Navn.”
Lykkelige Smaa, som hun beskjærmer!
Eders Barnlighed
Aner ei Velsignelsen, der nærmer
Sig i hendes Fjed.
Först med Tiden, naar I blive store,
Vil I tænke: Gid vi vare smaa!
Gid os end den Stjerne kunde spore,
Som vor Barndom saae!
Men da staaer den, ak! saa höit paa Himlen;
Tiden er forbi,
Dengang ned den steg til jer i Vrimlen,
Og nu længes I.
Fjern og pragtfuld Öiet nu den blender,
Mens den vandrer ad sin Bane hen,
Og forgjæves rækkes eders Hænder
Atter efter den.
Ja, hvis end som Börn I kunde blive,
Skulde Stjernen staae
Jer saa nær som för, og atter give
Lys i eders Vraa.
Men hiin Salige fra Fabeltiden,
Han, som sad til Gjæst ved Guders Bord,
Fandt sig fra sin Himmel udstödt siden
Paa den mörke Jord.
Barnet seer ei Kronens Ring i Glandsen,
Som om Issen staaer,
Seer kun Skjönhed bære Herskerkrandsen
Paa sit gyldne Haar.
Dog, hvad ei den Spæde kunde sande,
Fattes vil af Den, som bliver stor:
At en Krone hörte til den Pande,
Hvorpaa Höihed boer.
Stille Lund med dine dunkle Skygger!
Vindens Pust i Qveld!
Lille Sangfugl, som i Busken bygger!
Klare Kildevæld!
Vækker ofte med de milde Stemmer
Gjenklangstonen i et ædelt Bryst,
Naar Amalia hos jer fornemmer
Kjærlighedens Röst!