Vallö-Kloster
eller
eller
En ung Piges Betænkeligheder
En ung Piges Betænkeligheder
Vallö-Kloster
Der vil hun döe,
Min kjære Moster,
Den bedagede Mö.
Paa Jorden giftet
Hun ikke blev,
Derfor i Stiftet
Hun ind sig skrev.
Vel er der deiligt
I Skov og Slot,
Man boer beleiligt,
Man lever godt.
Jeg var hos Moster
Forgangen Aar,
Det hele Kloster
For mit Öie staaer.
Jeg seer hver Snirkel
Og Taarnenes Par,
Det ene som en Cirkel
Rundhed har,
Det andet er kantet,
Ligner et Skuur,
Det er en fjantet
Architectur.
Men höist massive
De begge staae,
Og taust beskrive
Hvad for de saae,
Da Hjelm og Pandser
Dem blev tildeel
Hos Rosenkrandser,
Hos Thott og Scheel.
Naar Peder Oxe
De nævne vil,
Jeg troer, at de voxe
Nogle Favne til,
At de sig strække
Stolte ved ham,
Hvis Fröer qvække
I den lille Dam.
Man sagtens leder
Om Mage til Sted,
Dog Betænkeligheder
Jeg har derved.
Mig ogsaa min Fader
Indskrevet har, —
Det aldrig skader,
Den Sag er klar.
Men naar man tæller
Kun atten Aar,
Man venter heller
Paa bedre Kaar.
Og tænk nu Qvalen
Og tænk min Skræk,
Hvis Capitalen
Var kastet væk!
Da jeg Moster besögte, —
Jeg veed ei ret —
Der var Noget, jeg sögte
Paa hver en Plet,
Men aldrig fandtes
For Savnet Raad,
Mens Længslen spandtes
Med lönlig Traad.
I Havens Gange
Under Lövets Tag
Löd Fuglesange
Ved Nat, ved Dag;
Det sused og det lufted
I gamle Træer,
Blomsterne dufted
I farvet Skjær.
Men Blomsterduften,
Det farvede Blad,
Suusning af Luften
Og Fuglens Qvad
I Grenes Klöfter
Paa beskygget Vei, —
Alt var som Löfter,
Der holdes ei.
Meget, jeg bekjender,
Man her kan faae;
Men hvis Hjertet brænder,
Hvad gjör man saa?
Kan med dets Crater
Man vel faae Bugt
Ved Deputater
Af Vildt og Frugt?
Til glade Miner
Mon det forslaaer,
At i to Terminer
Man Hævning faaer,
Naar Hævning af Barmen
Under Silken fiin
Ved Hjertevarmen
Er uden Termin?
Moster! jeg kommer
Paa Besög igjen,
Jeg vil til Sommer
Til Vallö hen
Og i Haven spadsere;
Men — gaaer det an,
Maa du logere
Mig og min Mand.