“Nu hviler Grön med Fane sin,
“Som trættede Hjort og rasken Hind.
“Tak, Bonde, nu den gode Gud,
“At du gaaer tryg af Havnen ud.”
Saadan i et gammelt Riim det lyder,
Hvis Mening en yngre Skjald nu tyder
Hiin Grön var Jæger, dertil Söhane,
Hans deilige Hustru kaldtes Fane.
Og Fane gav, da hun end var Mö,
Möens Navn til den danske Ö,
Som vender mod Havet sin höie Side,
Den jomfrurene, den blendende hvide.
Og mellem Möens og Falsters Jord
Fik Vandet Navn af Fanefjord,
Og Kirken derved med sit röde Tag
Har samme Navn den Dag idag.
Men efter Grön har Bondens Mund
Benævnet det samme Vand Grönsund,
Og det Navn end gjælder i vore Tider
For Færgestedet paa begge Sider.
Ved Frenderup By, nær ved et Krat,
Vises en Grav, med Stene sat,
I Alenlængde hundred og halvfjerds,
For de To, som mindes i det gamle Vers.
Den vældige Grön har Navn af Jette,
Og fra Upsala regnes hans Æt medrette;
Thi kaldtes han længe paa Möens Land
Jetten af Upsal en farlig Mand.
Under Navn af _Klintekonge_ han gaaer,
Nær ved Klinten hans Voldsted staaer,
Og i fordums Tid ved Höstgildets Leg
Ham Bonden offred en Havreneg.
Han offred den störste, den, som var bedst;
Saa vented man, at den vilde Hest,
Hvorpaa han rundt i Landet red,
Ei trampede Sæden paa Marken ned.
Fra Dronningestolen, hvid som Snee,
Eller Aborrebjerget, kan man see,
Naar Luften er klar, til forskjellig Side
To andre Klinter af samme Kride.
Stevns er den ene, den staaer i Nord,
Den anden, i Syd, er Rügens Jord.
Om dem alle tre det Sagn man har,
At en eneste Klint tilforn de var.
Tre Klintekonger — saa Sagnet beretter —
Beherskede dem, tre Upsals-Jetter;
Men Landet blev, ved Kongernes Had,
I trende Parter splittet ad.
Nu skiltes de fra hinanden ved Söen,
Men Venskab blev mellem ham paa Möen
Og ham paa Stevns; foreente med Held
Sloge de Rügens Drot ihjel.
Og stedse bestaaer en Pagt ilön
Mellem Kongen paa Stevns og Möens Grön;
Som danske Brödre de föle sig Begge,
Og Armene mod hinanden strække.
Men han paa Rugen fra Vennemödet
Er udelukt, af de Andre dödet;
Han er död for Danmark, det vil det sige,
Nu hörer han til det romerske Rige.
Fra den nordiske Sagnkreds fjernet han blev,
Har glemt, hvorfra sig hans Herkomst skrev;
Deri bestaaer det, at han er död,
Thi forresten lider han ingen Nöd.
Men Möen stander som Danmarks Pryd,
Skipperens Lyst, Vandrerens Fryd,
Saa skinnende hvid som Fane skjön,
Om Issen krandset af Jetten Grön.