Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Epilog

ved Vaudevilleselskabets Forestilling paa det kongelige

Theater, til Indtægt for den omkomne Liniedandser

Roats Enke og Børn.

Fremsagt af Madame Wexschall, den 25de Juni 1827.

Som Tolk for de taknemmeligste Hjerter
Fremtræder jeg i denne Kreds for Dem,
Hvis Godhed tidt har lindret bittre Smerter,
Og kaldt et Smiil paa Sorgens Læber frem.

Men troer dog ei, at det er Gaven ene,
Ei ene den, hvorfor vi takke her; —
Nei, ved de Følelser som Dem forene,
Ved dem erholder Gaven først sit Værd.

Ak! for en ringe Priis, en ussel Penge,
Den stakkels Roat offrede sit Liv;
Den milde Gave selv, hvortil de trænge,
Ei trøste kan hans arme Børn og Viv.

Hvo selv det saae, hvo kun om Tingen hørte,
Enhver beklaget har den Kraft, det Mod,
Som Nemesis med fiendtlig Haand berørte,
Og styrted fra dets Høide ned i Blod.

Ja, den Medlidenhed af alle Hjerter,
De Taarer, som af tusind Øine flød,
Det var en Trøst, selv i hans sidste Smerter,
Og en Triumf, endogsaa i hans Død.

Kun den tilovers er, det sidste Minde
Af en forvoven Kunst, der, skjøndt den veed,
At den skal selv med Kunstneren forsvinde,
Dog vover Begges Liv med Dristighed.

Af den hans Efterladte troe vil slynge
En simpel Krands omkring den Faldnes Grav,
Og mindes hjertelig, at denne Klynge
Dem og et venligt Blad til Krandsen gav.