Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Til det danske Publicum

Epilog ved Vaudevilleselskabets sidste Forestilling

i Sommeren 1827.

Fremsagt af Madame Wexschall den 9de August.

    Før Teppet ruller ned for sidste Gang,
Og skiller Kunstneren fra Kunstens Kjender,
Bør vor Forening i sin Svanesang
Til Afsked hilse sine gamle Venner.

    En Fugl, som paa Thalias Skulder sad,
Fløi hen til Dem; De modtog huldt den Lille.
Den gav sig Navn af Vaudeville,
Men trods det franske Navn, saa dansk den bar sig ad,
Slog i saa velbekjendt Maneer sin Trille,
Og qviddred saa naturligt frit og glad,
At Alle spored i den spæde Stemme,
At den i Danmarks Skove havde hjemme.

    Kun derved har den vundet Deres Gunst,
Ei ved sin Skjønhed, ikke ved sin Kunst,
Nei, ene ved sin danske Tone.
Den ønsker ingen laante Fjer,
Den plukke tør et Løv af Bøgetræets Krone,
Men Intet meer.

    Thi Danmarks Muser elske disse Steder,
Som viedes til deres Tempel ind,
Til deres og til Sprogets Hæder.
Gid aldrig, med formørket Sind,
De bort maae vende sig fra Scenens Bræder!

    En venlig stemt, en skjønsom Kreds
Vil ei sin Strenghed overdrive,
Hvor den en Streben seer, der er den alt tilfreds,
Om ogsaa den har Meget at tilgive.
For mangen Feil den Øiet lukke maa,
Men selv blandt alle Feil den dog vil skjønne paa
Den ægte Streben, dansk at blive.

    Thalias Fugl sig ønskte slig en Dommer,
Og hvad den ønskede, den fandt i Dem.
Lad den sin Tak nu stamme frem,
Fordi De lytted til dens Qvad i Sommer!
O lad den offre Dem sin Afskeds-Sang,
Før Teppet ruller ned for sidste Gang!