Her du skuer det Centrum, hvorom det Hele sig dreier,
Her er Kongens Palais, atter Amalias Borg.
Saae du alle de Bönner, Forhaabninger, Önsker og Klager,
Som omcirkle det Sted, neppe da Stedet du saae;
Snart som flagrende Sylfer, og snart som klavrende Nisser,
Snart som sværmende Myg, vilde de skjule dets Muur.
Glæd dig, at ikke du seer den hele forvirrede Skare,
At, som din Fod, saa dit Blik rækker til Kongens Palais.
O! men Kongen dem seer, de tidt forjage ham Sövnen,
Naar for hans Öie de staae, staae for hans prövende Sjæl.
Men ved Stjernernes Lys i Kongernes sövnlöse Nætter
Spirer, som Natviol, Folkenes drömmende Tak.