Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Solen sank bag grønne Lund,

Og den klare, fulde Maane

Mellem Sjølunds Kyst og Skaane

Straaled over Øresund.

Hvælved om Uranienborg

Sig den stjerneklare Bue.

Tycho stod i Maanens Lue,

Monne Landet trindt beskue,

Tankefuld, med dæmpet Sorg.

Og han sagde: Fædreland!

Siig mig dog, hvad var min Brøde,

Da din Søn du bort at støde

Fra dit Hjerte nænne kan?

Har du glemt, hvad Verden veed?

Det var mig, som monne bære

Op til Stjernerne din Ære;

Hele Himlen kan jo være

Vidne til min Sønlighed.

Mit Chaldæa her jeg fandt.

Ak! I elskte danske Sletter

Vise jo i lange Nætter

Himmelen til hver en Kant.

Skjønne, lave Fædrejord!

Fremfor alle Verdens Lande

Maa jeg elske dine Strande;

Just paa dem bør Templet stande

For det høie Stjernechor.

Men Urania sin Ven

Vil et andet Hjem berede,

Hvorved hendes Kunst kan brede

Sig til andre Lande hen.

Dunkelt jeg kun Veien seer,

Stjernerne maae den betegne.

Ligemeget hvad for Egne!

Er ei Himlen allevegne?

Hvad behøver jeg saa meer?