Kald, o Musa, herned, kald Choriamberne,
Skjöndt nu Digterens Flugt gaaer til vor Toldbod kun.
Vist ei vredes du vil, at et prosaisk Stof
Rhythmisk hæve sig tör, flagre fra Strængene;
Selv jeg valgte det ei, Penselen gav mig det.
Dog du, Gode, min Haand över i Citherspil,
Hvergang Hun, som sit Haar fletter til enkelt Lok,
Siger: Husk, at jeg selv hörer til Guderne.
Saadan hver en forsögt Mester i Toneleg,
Hvilket Thema man vil, frit varierer det;
“Petersilie grun” eller et Vægtervers
Formes under hans Haand villigt som Arien.
Skjalden pröver sig og, skaber som Virtuos
Selv det flygtige Stof, hvilket man giver ham.
Her besynger han ei Det, som vel Mængdens Blik
Först sig mærker: den Bro, Skibene holdes fra,
Hvergang Eskildsens Baad tvinger en Passageer
Til et “Gid jeg var Hest” skinsyg at önske sig.
Ei besynger han her Plagen med Pas-Control,
Ei tilreisende Möes Gysen for Tolderen.
Ei til saadanne Ting kræves mit Versemaal.
Men hiin selsomme Tact, Bölgen sig vugger i,
Naar den, kraftigen brudt, svækket fordeler sig,
Laaner selv af et kort asclepiadisk Vers
Först begyndende Kraft, siden Afmægtighed.
Lokker Klangen dig ei ud paa det Dybeste?
Her sig strækker en Bro længer og længere,
Til Brasiliens Kyst eller til Indiens.
Dog, dit Maal er maaskee sat noget nærmere,
Muligt vil du med Damp gaae til Charlottenlund.
Vel! saa fölger jeg dig gjerne paa Lystighed,
Indtil Tummel og Stöv gjöre dig kjed deraf.
Da först söges det blidt hvilende Sorgenfri,
Hvor melodisk i Qveld flöiter en Nattergal.