Himlen er mild, nu har vi Mai,
Bölgen er svagt af Vinden kruset,
Folk nu vandre til Badehuset
Hen ad den smukke Fæstningsvei.
Langs med Vandet paa Voldens Banke
Piger og Drenge Violer sanke,
Mens de dem binde
Fast paa lange, klövede Pinde.
Alt nu smiler med Foraarslyst
Ved Floras duftende Bryst.
Bort nu med din trykkende Dragt!
Heden er tung ved Middagstide;
Lad den smidige Nereide
Kryste dig i sin Favn med Magt.
Smukke Piger og smukke Koner!
Eder belurer en Sværm af Tritoner;
Ak! men forgjæves
Vente de paa, naar Gittret hæves,
Som jer fjerner i lukket Buur
Fra Söens vilde Natur.
O! men Bölgen er som Crystal
Gjennemsigtig for Vandets Guder;
Let ved Gittret som gjennem Ruder
See de Skuldrenes runde Fald,
Barmen, som sig vuggende hæver,
Naar den, baaren af Bölgen, svæver ....
Muse, ti stille!
Havets Væsner ei röbe ville
Hvad de skued i Dybets Rum, —
Saa vær da lige saa stum!
Bort herfra! thi Vandet er lid
Nær ved de flydende Jomfrubure.
Fölg med Svömmerne hist, som fure
Koldere Bölge paa Strömmen vild!
Der er der Kjöling for Hjertets Qvaler,
Bölgen i vældige Toner taler,
Bruser og rinder,
Tonende stolte Fortidsminder,
Syder og skummer i mægtig Flugt
Fra Stevns og fra Kjögebugt.
I Dukker jer dybt i salten Bad,
Alle, som Livets Qvalmer trænge,
Alle, som mat med Hovedet hænge,
Alle, hvis Sjæl er splittet ad,
Alle, hvis Forhold er trykkende Smaahed,
Alle, som haardt beröres af Raahed!
Havet kun kjender
Storhed, og klapper med blöde Hænder,
Havet styrker det matte Sind
Og gyder sin Kraft derind.
Du, som trættes paa Vei til dit Maal,
Eller omsonst om Elskov sukker!
Bölgen, der om din Isse sig lukker,
Skjænker fornyet Mod og Taal.
Selv I Stakler, som bankede bleve,
Mens om Theatret paa Torvet I dreve,
Hidtil I kunde
Ryste jer blot som Pudelhunde;
Badet nu lindrer Svien, imens
I vaske jer’ Intelligens.
Söen er just et Middel mod Alt,
Hvoraf Smagen er fersk og vammel;
Giver man Intelligensen ”en Gammel”,
Dukker den op med bedre Salt.
Naar da truende den sig löfter,
Skræmmes en Aal, en Sælhund snöfter;
Selv den sig speiler
Næsten gigantisk for Hundestejler;
Vandet har alle Farver som Graat,
Og lange Skygger af Smaat.
Ligheds-Principet har Söen havt Stedse:
den hæver Alle som Helte,
Enten de löftes af Svömmebælte,
Eller de bæres af egen Kraft.
Lige fornöiet paa Nakken den bærer
Orlogsfregatten og Skuden med Pærer.
Ei Differenser
Kjender dens Magt eller indre Grændser.
Gjæstfri har den til Alle Rum,
Og krandser dem Alle med Skum.
Kommer da hid, Store som Smaa,
Glade, Bedrövede, Fattige, Rige!
Her er den Ene den Andens Lige,
Alle jer favner Soen den blaae.
Perler jer bydes i skummende Skaaler,
Guld er paa Randen, som Solen bestraaler,
Skyerne svömme
Höit over Svömmernes Isser, og drömme
Lettere Dröm, end den higende Lyst,
Som drömmer i Menneskets Bryst.