Til Hendes Majestæt Enkedronningenpaa Frederiksberg Slot.For over et halvhundred AarGik her den lille tiaars DrengPaa Fredriksberg i Kongens Gaard.Endnu ei slog han Harpens Stræng;Men høit henrykte Jordens GrøntOg Himlens Blaa hans unge Bryst,Og hvad ham mødte, Stort og Skiønt,Betragted han med Digterlyst.Da kom i Danmarks friske MaiEn ung Fyrstinde som en Fee.Den Aften Skialden glemmer ei,Da først han hende fik at see.O, hvilken Fest! Han mindes godtDe Spillemænd med Fløiter, Bas;Forvandlet blev det stille SlotVed Feen til et Feepalads.Men det var ingen hedensk Fee,Hvis Luner trued Jordens Liv;I Kirken tidt han kunde seeMed Psalmebog den ædle Viv.Hun ved sin Fredriks Side sad;Hun deelte med ham Lykken fro,Hun for hans Held til Himlen bad,Hun elsked ham til Døden tro.Hvad er i al den Tid dog skeet,Fra Skialden saae dig første Gang!Det aned ingen Tids Prophet,Det rummer ingen Skialdesang.Nys vakt den unge Verden stodVed Washingtons, ved Franklins Aand;Men Frankrig vælted sig i Blod,Da sønnerslidt var hvert et Baand.Den store Mand, din Fredriks Ven,Sin store Rolle spillet har;Paa Sanct Helena sov han hen,Europa ham for snever var.Og Grækeren — Alfader! styrkHver Siæl, som bønlig til dig seer —Og Grækeren var meer ei Tyrk;Gud veed, om han blier Græker meer.Og Tidens Bølger vælted sigFra Evighedens dybe Skiød,Og Stormens Magt traf ogsaa dig,Og mangt et Bulværk sønderbrød.Men trøstet, salig i din Gud,Dit kongelige Hierte slog;Du knælte for hans Almagtsbud,Den bittre Kalk du lydig tog.Men Alderdommen Honning har,Saa godt som Livets unge Vaar;Igien, Maria dyrebar!Med liflig Fryd dit Hierte slaaer.I sund og kraftig AlderdomAlt ved din Caroline fro,Nu Vilhelmine til dig kom;Du glædes ved dem begge to.Paa Slottet med den lyse FløiDu smiler atter, som i Fior;Og — nær din skiønne SommerhøiTilfreds din gamle Digter boer.Du yndte tidt hans Ungdomssang,Opmuntred ham, naar du ham saae;Du vil ei heller denne GangDet lille Skialdeqvad forsmaae.