Dansk Sangertak
Til Medlemmerne af det svenske Academie, da de skienkede mig deres Hæderstegn.
Til Medlemmerne af det svenske Academie, da de skienkede mig deres Hæderstegn.
November 1842.
November 1842.
Hvor Odins gamle Tempel stod
Til Held for Kraft og Seir,
Og hvor for gode Aar med Blod
Der offredes til Freir;
Der stiftedes i sene Tid
Et Samqvem af en Drot,
Som — skiøndt han tapper var til Strid —
Om Freden tyktes godt.
Udslettet vel var ældste Spor
I Tidens Taagedunst,
Og derfor artede sig Nord
Spagt efter velske Kunst.
Paris i tredie Gustafs Tid
Bød Aanden, som et Rom,
Og derfor Lilien, stolt og hvid,
Til gamle Sigtun kom.
Man malte den paa Freiers Skiold;
Men Heltens Hellebard
Alt kraftigt svang en Leopold,
Stærk som en Leopard.
Racines Smag, Corneilles Kraft
Alexandrinen klang,
Og Thor greb til sit Hammerskast,
Naar Odins Barde sang.
Dog — Strængens Klang var udenlandsk,
Og Gustaf følte selv,
At hvad der arted sig paa Fransk,
Kom ei fra Nordens Elv.
Rørt lytted han til Fossens Fald;
En Digter blev ham kiær,
Og Kellgren — Gustaf Wasas Skiald —
Treen Kongen mere nær.
Nu vaagned Ydun af sin Blund,
Og Røsten klang saa rem,
Da sine Viser lærte hun
Den yndige Franzén.
Men Hedenskabet dybt i Skriin
I Kæmpehøien laae,
Da Troen lærte dig, Wallin!
Din Davidsharpe slaae.
Og Axels, Frithiofs Elskov sød
— Som man et Nordlys seer —
Med Trolddom fra din Harpe lød,
Sødtsiungende Tegnér!
Du skildred Ynglingheltens Daad
Saa kraftig og saa huld;
Og ved din Sang blev Freias Graad
Os til et ægte Guld.
Og mangt et herligt Digterblad
Fløi over Øresund;
Til Kiærlighed blev gammelt Had
I Svea, Danalund.
Ak, selsom er slig Ungdomstvist;
Først Manden vide faaer,
At Tornen voxer først paa Qvist,
Hvor siden Rosen staaer.
Men Kiærlighed høimodig tidt
I Godhed ødsel blier;
Og — som os Hadet gav for lidt —
Den os for meget gier.
Saadan mod mig! Knap Høimod endt,
For strax igien begyndt!
Fra Svithiod atter Skialden sendt
En gylden Æresmynt!
O dyrebart, hvad I mig gav!
Men stum giør Tak mit Bryst.
At tage Guld med i min Grav,
Dertil fast faaer jeg Lyst.
Men — meer, end Guld, er eders Ord;
Mig hellige til Død.
Tak, elskte Venner fiernt i Nord!
For Hæderen, jeg nød.