Til Humaniteten
Skrevet efter Julirevolutionen 1830.
Skrevet efter Julirevolutionen 1830.
De vilde gierne myrde dig herneden,
Huldsalige Engel! træde paa din Hals;
Men Kiærlighed og Freden
Er ei for Mord tilfals.
En billig Frihed kan os kun betrygge
For Barbariets Ravnenat;
„Med Lov man Land skal bygge”,
Har paa sit Domhuus selv en Konge sat.
For treti Aar et Folk, nedtrykt i Støvet
Af slappe Hovmods Overmod,
Al Borgerret berøvet,
Sig styrted i sit eget Blod.
Men arme Folk, henlokt i Frækheds Snare,
Snart misted hver en ærlig Mand;
En nedrig Pøbelskare
Blev atter dets Tyran.
Tyran og Pøbel — hiin en Boaslange,
Som sluger levende sit Rov;
En Hydra denne: Hovederne mange;
Men begge uden Lov!
Gud frie fra begge! Oprør Krigen vakte;
Bedrifterne da vexled snelt,
Og Giærningen frembragte
En stor og sielden Helt.
Han døde Robinson. Men Adelskaren,
Som gik med Kræmmerkurven nys,
Kom hiem, da endt var Faren,
Og gav sig Broderkys.
Den gamle Fordom hæved Nakken atter,
Retfærdig Frihed blev forhaant,
Og Himlens ædle Datter
For intet Skieldsord skaant.
Man svor til Loven, men man brød den gierne,
Da man Kartoven fik i Vold;
Og bort man vilde fierne
Humanitetens Old.
Bastillen og Richelieu tilbage,
Det Kirken var, det var den Helgen stærk,
Som Ultra skulde tage
Til Mønster for sit Værk.
En indisk Kaste skulde nu fortrænge,
Som før, Fortjeneste, Talent,
Begeistring skulde bort sin Harpe hænge,
Og Løgn kun staae paa Prent.
„Skyd dem kun ned! I har jo dets Kanoner,
Skyd Folket ned, saa tier Folkets Ret!”
Saa lød de frække Toner
I Hovmods sidste Spræt.
Kartoven skød — dens Lyd blev til en Torden,
Hvorved Tyrannen selv forsvandt;
Og Enighed og Orden
Igien et Fristed fandt.
Uskyldige, som sank for Morderhænder!
I Overmodets Glavind brød;
Humaniteten tænder
Sin Fakkel ved jer Død.