Bryd høit med Lovsang ud!
Stem, Hierte! Mund og Tunge.
Nu takker Alle Gud,
De Gamle med de Unge!
Paa Sletten i vort Land
Staaer rige Stak ved Stak.
Hvad Gud giengives kan,
Er Lovsang kun og Tak.
Hvor Morgenlærken sang,
Ei Leen længe tøver,
Og under muntre Klang
Faldt blomstersmykket Kløver.
Mon en Smaragd saa grøn
I Kongers Krone staaer?
Vort Arbeids rige Løn
Gav et velsignet Aar.
Frem spired Ax ved Ax,
Ei brudt af Stormens Harme;
De svulmed kraftigt strax
I Middagssolens Varme.
Rigt dækte de vort Muld,
Huldt smykte de vor Egn;
De blev til Bondens Guld
I herlig Foraarsregn.
Og see vor Abildgaard
Med sine Ædelstene!
Rubin, Topasen staaer
Bag Løvets tunge Grene.
Da Markens Leer klang
(Det var en nyttig Leg),
Da topped sig ved Sang
Utallig Neg ved Neg.
Men glemmer heller ei
En bedre Høst at finde!
I Hiertet var en Mai,
Som aldrig gaaer af Minde.
Der Himlens Sædemand
Nedkasted — skiær og reen —
Sin allerbedste Sæd,
Og den faldt ei paa Steen.
Dens Sommer var ei kold;
Ved Salighedens Kerte
Tifold og hundredfold
Den spirer i vort Hierte.
Men Hiertet har kun: Ak!
Og Øiet har kun Graad;
Vi bringe dig vor Tak,
O Fader! i vor Daad.