Adam Oehlenschläger (1779–1850)

                Det var i Nord

En Oldtidsskik, som Fremtid vil gientage,

                Ved Vennebord

At hædre Fædrelandets skiønne Dage.

                Saadan med Jarl,

Med Kæmpe, Skiald sad ædle Hrolf i Leire;

                Og store Carl

Saadan i Aachen monne Festen feire.

                Og rundtomkring,

Hvor Aand og Viisdom giorde Fredens Bytte,

                En Vennering

Sig samled, snart i Borg og snart i Hytte,

                En sielden Aand,

Begeistrede Prophet, og store Tænker

                Bandt Venskabs Baand,

I det de sønderslede Mørkets Lænker.

                I Axelstad

En saadan Kreds hvert Aar har sig gienfundet,

                Og skuer glad

Hen paa den Ædling, som har Krandsen bundet.

                Graat er hans Haar;

Men Aanden sig med Ungdomsstyrke svinger

                I Siælens Vaar,

Og Tiden stækker ikke Siælens Vinger.

                Vor Ørsted! stærk,

Stærk er din Aand, og lysende dens Kerte;

                Stort var dit Værk,

Og stort, vor Ven! som Aanden, er dit Hierte.

                Saa imodtag

Vor Hylding her med vennehulde Blikke!

                Paa Ørsteds Dag

Hans Skaal med Fryd de gamle Venner drikke.