Reqviem
Oversat.
Oversat.
Vredens Dag, som Hevnen skuer,
Løser Verden op i Luer.
David og Sibylle truer.
Rædsel Jorden skal betage;
Da vil Dommeren hiddrage,
Hver Misgierning at opdage.
Skingrende Basunen lyder,
Stærk den Graven giennembryder,
Siælen for Guds Throne byder.
Døden og Naturen bæver,
Naar fra Støv sig atter hæver
Skabningen, som Dommen kræver.
Da den store Bog udfoldes.
Hvori Alting indeholdes,
Hvorved Straffene forvoldes.
Dommeren da paa sit Sæde
Lasten skal af Larven klæde,
Tugte dem, som overtræde.
Vee, da raaber du, jeg Arme!
Ingen Magt sig vil forbarme.
Selv den Fromme frygter Harme.
Drot, forfærdelig, dog milde!
Du, som Støvet frelse vilde,
Frels mig ogsaa, Naadens Kilde!
Mindes vel, o Jesu søde!
At det var for mig, du døde;
Skaan mig, og tilgiv min Brøde.
For min Redning, Frelser kiære!
Maatte selv du Korset bære;
Sligt et Arbeid spildt ei være!
Dommer! du din Hevn forgiette,
Gak ei strengt med mig i Rette,
Du mit Regnebræt udslette!
Bleg at skrifte jeg begynder,
Brøden rødmende forkynder.
Gud! tilgiv mig arme Synder.
Naade du mod Svaghed øver.
Du, som selv tilgav en Røver,
Ei mit Hierte du bedrøver.
Svagt kun mine Bønner stamme;
Men, Algode! steds den Samme!
Red mig for en evig Flamme.
Du til Faarene mig stille,
Du fra Bukkene mig skille!
Ved din Høire staae vi ville.
Naar Forbandelsen da rammer
Lastens Træl i Helvedflammer,
Saliggiør mig i min Jammer!
Sønderknuset jeg nedsegner;
Streng du ikke med mig regner.
Red mig, Herre! naar jeg blegner.
Høist begrædelig er Dagen,
Naar, op fra sin Skiærsild dragen,
Synderen blier kaldt, den Arme!
Derfor, Gud! du dig forbarme. —
Fromme Jesu, vor Herre!
Giv dem en salig Hvile. Amen!