Kalliope
→
Poets
→
Ernst von der Recke
→
First lines
Ernst von der Recke
(1848–1933)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
All poems by Ernst von der Recke on Kalliope, ordered alphabetically by the first line of the text. The list can be used to find a poem when the title is unknown.
A
Af hendes rige Dragt
Af hver Blomst jeg Skat forlanger
Afsted, du Sangfuglsklynge
Aftenskumring dækker Byen
Aldrig at vaagne nogen Morgenstund
Aldrig var jeg før saa sikker
Alle mine bedste Kræfter
Allerede gulner Haven
Alt dækker Nattens vide
Alt er Maanelys og Taager
Alt falder Løvet i Lunden tæt
Alt ringer Klokken Ave
Alt Skoven har et Gylden skjær
Alt sænked Nattens Mørke
Alt udi den feire Sommer
Alt under Himlens vide Loft
Alt vandrer Maanen sin Vei i Kveld
Atter kommer Vaaren, baaren
Aa — Fanden ivold med de Bøger
Aakandeblad, som let paa Dammen flyder
Aarsdagen for min Lykke
B
Behøves en Prolog, før Teppet atter
Blad af den vilde Vin, jeg saae dig liste
Blev det mon spundet af Solens Skin
Bortgledet er i Vesten
Bryd frem, Kjærminder, af Knoppens Favn
Brødre, som os sjeldent gjæster
Byd mig ei plukke de Blommer
C
Christmaaned er mit Navn. I Sneen træder
Coupe d’Hébé med dit underskjønne Bæger!
D
Da de stolte Sasanider
Daggryets unge Dis med Rosenfinger
Danmark deiligst Vang og Vænge
Danmark, du, hvis Kyster randes
Da skulde du være kommen
De bad mig skrive et Forord
Den dybe, tause Vinternat
Dengang en aldrig skuet Glans oprandt
Den hører alt nu os Ældre til
Den lyse Skov om Fredriksborg
Denne Plet hans Virken saae
Denne Race med Gevirer
Denne Sum af Elskovs Minder
Den røde Dæmring drager sig
Den sidste Glød er slukt af Nattens Kuld
Den skjulte Røst, Sangbunden har i Gjemme
Den store Klokke over Landet ringer
Den Tid er endt, da Lauren
Den unge Dagnings røde Skin
Den unge Vaar lader springe
De naae os sent, de milde Røster
Der brænder lønligt i mit Sind
Der driver Dug over Spangebro
Der drysse Korn fra modent Straa
Der er ei Vand, som slukker Hjertets Glød!
Der er en By, og den er gammel alt
Der er en Plet i Lunden
Der er koldt i Syden og koldt i Nord
Der flyver ud paa brede, mørke Vinger
Der gik et Suk gjennem Danmarks Land
Der gives — mig fjernt — et lukket Land
Der gaaer Sagn fra svundne Tider om et Kæmpetræ
Der gaar Sagn om Land og By
Der kommer en Fugl i vor Have
Der ligger en Gaard med et gyldent Navn
Der ligger et Land i Vesterled
Der ligger Nat over Verden
Der løber en Bæk i Skoven
Der meldes om et Jomfrubuur
Der meldes om mørke Tider
Der rider i Aftenens Solfaldsstund
Der springer ud Blomster saa vide
Der stod i Danmarks Have et stort og herligt Træ
Der straaler saa mangen Kjerte
Der staaer en Brønd i vor egen Gaard
Der staaer et Slot ved den blinkende Sø
Derude er mørkt, det sneer og fryser
Der vaie Flag paa Stang til Lands og Vands
Der var en Dreng, som aldrig kom
Der var en Tid, da ingen Herskers Dage
Der var en Tid, da Solglimt fandt Vei til Hjertet ind
Der var en Tid, da Toner
Der var Skovbal igaar. — For Penge
Der voxed frem under Søros Tag
Der voxer en Blomst etsteds paa Jord
De røde Roser i Lunden staae
De store Mænd iblandt os
Det blomstrer i mine Haver
Det dages alt; jeg sidder her
Det drømte Drotten, som engang bød
Det er et tosset Indfald
Det er for tidligt at tænde
Det er ikke meer til at døie
Det er kun visne Blomster
Det er Nat, — mit Arbeid ender
Det er sagt saa ofte i denne Bog
Det er, som om mit Hjerte skulde sprænges!
Det er saa blandede Strenges Lyd
Det er Tusmørkets Høitid, Tiden ved Sanct Hans
Det gjælder her om Mer end blot at hige
Det gjælder om at ville for at vinde
Det grove, skjæve Elmeblad
Det har man fortalt saa ofte
Det hvisker om Foraar ude i Lund
Det hvisker ved Søen i Kratskovens Bræm
Det kan ikke hjælpe, — de trænge paa
Det kan jo hænd’s, det er rart iblandt
Det lakked ad Kveld efter regnfuld Dag
Det lider alt mod Morgen
Det Lys af Kakkelovnsluen
Det lysner i Sydvesten
Det mælede stolten Jomfru
Det mæled liden Smaafugl, han sad hos Mage sin
Det prophetere de, der blev forsmaaede
Det skumrer over Bølge, det tystner over Land
Det springer nu saa vidt om Land
Det Tiden var, paa Kræfter rig
Det Tryllebaand, som binder mine Tanker
Det undrer du dig over
Det var en Stormnat, fyldt af Gru og Blod
Det var Herre Peder
Det var i Innsbruck; Iltoget holdt
Det var, mens jeg var ung, en Nattestund
Det var om en sildig Vinterkveld
Det var paa en Dag i den tidlige Vaar
Det var ved Løvspringstide
Det volder saa den Vintertid
De vilde Svaner svæve
Dit Øie er det lyse Foraarsgraa
Dit Øie var for mig en Tid
Drømt mig haver den Nat saa lang
Du dunkle Hav, som vugger paa dit Bryst
Du er et Kvad, en Foraarsklang
Du er for mig det Olietræ, der læger
Du er som Aftenstunden
Du gamle Skjald, som med Kraft og Fynd
Duggen er falden, og Stjernen har Magt
Du har kun bestaaet en flygtig Strid
Du hører mig lee hver evige Dag
Du Jomfrurose morgenrød
Du klare kan mit Væsens Stier vilde
Du klare Speil, mine Drømmes Brud
Du lægger paa min Pande tidt
Du maa ei sørge, min søde Brud
Du Rose midt i Urtegaard
Du seer paa Nøkkerosen hist, som vugger
Du siger, mit Blik er forvirret
Du siig mig Svar, du liden Fugl
Du tror, du alt kan dømme
Du vil, jeg et Ord skal forgjette
Du Ørn, der løfter paa Frue Plads
E
Eensom er Kysten, hvor Fjorden gaaer ind
Ei blot til Lyst i Kveld vi samles her
Elskede, hvis du sover
En Engel har rørt din Pande
[Cæciliaforeningens Farvel til J. P. E. Hartmann]
En Engel har rørt din Pande
[En Engel har rørt din Pande]
En Flor af Roser skjænked
En Konges Haand har det plantet
Ensformigt graaner Luften
En Streg over Alt, jeg har skrevet
Er du, hvis Smil til Sang mig altid stemme
Et Budskab sender jeg om Land
Et Bud staaer fast: at vi tør ikke vige
Et Folkesagn fortælles i Landet viden om
Et Morgenskjær, naar jeg i Natten vanker
Et Aar! — En Vægt af Lykke og af Smerte
F
Fang mig, fang mig, om du kan!
Fenrisulven, vil man vide
Fine, bløde Jomfruhænder
Flok dig, vor Skare, ved Festsangens Toner
Fløitende paa Tagets Mønning
For dem, hvis Sans er lukket
For dig, min favre Viv, min Elskerinde
Forgjæves Kval og Møie!
Forløst! — Jeg fatter knap det Ord, som lyder
For Marsklandsfolket kom engang
Forsvundne Lykkens Dage
Fra Dalens Skumring op til Lysets Tinde
Fra Himlen falder der Stjerneskud
Fra Kongens Nytorv kom jeg
Fra mange skilte Baner
Fra Regensburg vidt Rygtet gaaer
Fred med eder, alle Sjæle
Fremad ruller Tiden i sin Bane
Fuldmaanen høit over Slottet staaer
Fuldmaanen staaer paa Himlen ren og pur
Fyrstinde, see! Jeg lader en Sonet
Fæld Bladet, fagre Blommer
Før nogentid jeg hented
Først har de jublet for mig
Før var min Lyst paa Digtervis i Skoven
G
Giv, naar du har, hvad selv du ei kan trænge til
Glemme, — det er saa kort, det lille Ord
Glugmaanedsaften. — Ude Sne
Grav mig en Grav ved Stranden
Graa hviler over Egnen
Guldalderen er endt, — forbi den Vaar
Gaaer jeg under Bøgens Grene
H
Halvhundred Gange stod Rugen grøn
Han havde gjort det Største, nogen Mand
Han kom fra fjerne Lande
Har man Sangens Væld uddrukket
Har vi ham virkelig her i vor Skare
Hav Tak, min Kjærlighed, for Lys og Lykke
Held den, som gaaer mod Tidens Strøm til Tidens eget Gavn
Held over den gyldne Lyre
Henrundne er ottehundrede Aar
Her samles vi atter paa denne Plet Jord
Her sidder jeg alene
Her sidder jeg paa Stranden
Her under mit eget Æbletræ
Hil den Kunst, som Livet smykker
Hil Jer, Skud af Danmarks gamle
Himlen er uden Skyer
Hin Maaneskinsnat, — du mindes den end
Hjøvding, som ved Glans af Kjerter
Holm ved Havn, vort Riges Fæste
Hun er saa let som Skovens feire Hind
Hun har taget — staar Noget paa Jorden fast
Hun ligner ingen andre unge Piger
Hun sover i Ly af den blomstrende Lind
Hvad er det, som vil blive
Hvad hjælper det meer at stride
Hvad i mit Hjerte dybest inde banker
[Hvad i mit Hjerte dybest inde banker]
Hvad i mit Hjerte dybest inde banker
[Hvad i mit Hjerte dybest inde banker]
Hvad jeg sagde? — Selv jeg ikke
Hvad skal jeg skrive dog til Benedicte
Hvad tænker du, du stolte Høg
Hver evige Dag maa jeg høre
Hvid ruger Vintren over Vang og Vove
Hvi jeg ofte, som I finde
Hvis du af mine Digte
Hvi skulde jeg pleie de Blomster smaa
Hvis Ord en fattig Tak Dig ikkun bringe
Hvi stræbe efter et evigt Ry
Hvordan de stakkels Spurve
Hvor fjernt vi er fra Fredens lyse Rige
[Hvor fjernt vi er fra Fredens lyse Rige]
Hvor fjernt vi er fra Fredens lyse Rige
[Hvor fjernt vi er fra Fredens lyse Rige]
Hvorfor mit Liv gled hen foruden Spor
Hvorfra de dog alle kommer
Hvor Havegangen bøier
Hvorhen i Verden jeg gaaer min Sti
Hvor lang og tung vi end skal Veien finde
Hvorom jeg vil synge? Om Veir og Vind
Hvor Volmefloden tømmer
Høit bruse Hadrias Bølger
Høit under Klippens Graner
Høst det er, og Sangens Svaner
Høstkarlen meied med sin skarpe Le
Høststormen foer over Danmarks Land
Haardt omkring Anconas Volde
I
I Bremens Stad er der Nød og Sorg
I danser os, Ridder’, igjen
I en Maaned, skjønne Drømme
I forsikkre Alle paa Ære
I fortælle mig, at daarligt
I fulde Harmonier sammenklinge
I Granada syg paa Leiet
I kalde mig op til Kamp af min Døs?
I Kamp med Baand, som hæmmer, Stof, som tynger
I Kirken er der en Pille
I Livets Bølgegang mit stærke Anker
Imellemstunder føler jeg med Lyst
I Odenwald, ved Weinheim
I Salen var der unge Piger nok
I salle des croisés, paa Versailles’ Slot
I Santa Maria in Cosmedin
I Saxland er der bygget
I Skoven er Bøgen hjemme
I Skoven, midt i den dybeste Ro
I Skumring har jeg vandret om
I Sommerhede sittrer
I Sovekamret er Lyset slukt
I stærke Fjer, som mig bar engang
I søde Abildblomster, I, der soler
I Tidens første Morgen
I Tydskland ved Main — saa lyder
I Vaaren knoppes en Lind saa grøn
J
Ja, du har gjort mig kold og stiv
Ja, — jeg forstod din Bestilling godt
Jamen, Moder, hvad er det for Noget, der staaer
Ja, spot kun I efter Tykke!
Jeg brænder hvert et Digt, jeg til dig skrev
Jeg burde vidst, den stærke Fugl
Jeg drømte, det var Dommedag
Jeg drømte, jeg var en Abild
Jeg elsker dig! — Imens jeg her mig plager
Jeg elsker endnu denne Røst
Jeg er April; — mit Sind kan Ingen raade
Jeg er August; jeg husker først paa Nytten
Jeg er November, jeg. Jeg sætter Kaasen
Jeg er September; det mod Enden haster
Jeg er Skjærsommer! Se i Luften svømme
Jeg Februar, — hør Klang af mine Bjælder
Jeg frygter ei, Vinter, din Haand, naar haardt
Jeg føler om mig tusind Strenge bløde
Jeg følte, jeg fløi, —
Jeg følte mig saa rolig
Jeg gad byde dig det Bedste
Jeg gjemmer i Rosens Bæger
Jeg hader alt dette Udenlandske
Jeg hedder Januar, — giv Agt! jeg blæser
Jeg, Juli, holder Ferie paa Landet
Jeg kan ei sove den lange Nat
Jeg kan ikke rigtigt blive klog
Jeg kjender en gammel Borgruin
Jeg kjender Havet nøie
Jeg kjender jer, I Tanker, I, der vaage
Jeg ligger paa Leiet Natten lang
Jeg læste om — jeg læste
Jeg Mai, — jeg holder først, hvad Marts har lovet
Jeg Marts, — jeg tænder Vaarens første Kjerter
Jeg mindes, jeg gik — ja, hvad var det Alt
Jeg sad af Mismod bøiet
Jeg sadled min Hest en Morgenstund
Jeg sender en Hilsen, Søde
Jeg sidder i Sophaens Hjørne
Jeg sidder, som jeg saatidt har brugt
Jeg slaaer ei Sindal for din Fod
Jeg saae ham, han kom i Stormen
Jeg tænker mig, at det er Vaar
Jeg vandrer vide paa min Fod
Jeg veed, at Timen stunder til
Jeg veed ei ret, hvor jeg Noget finder
Jeg veed, hos Dem der flokkes
Jeg veed, jeg vorder dig aldrig kjær
Jeg vilde, jeg var en Hybentorn
Jeg vil ikke sove, — bare hvile
K
Kennst du das Land! — Tilgivelse!
Kirkens Klokker atter ringe
Kongers Konge, Du, hvis Hænder
Kong Niels og Kong Henrik Gotskalksøn
Kong Philip August sad høit i sin Stol
Kritikken? — Om jeg har seet’en
Kun Fod for Fod tør frem mod Maalet vindes
Kun lidt blev talet paa Veien hjem
L
Lad som en Fugl mig i dit Lyshav dykke
Let i et stort Moment for Helt at gaae
Levvel, o Roma! Elskte Stad!
Ligger jeg luunt for Anker
Lindens Blade grønnes atter
Lys Nat og Luftninger lune
M
Malurtblad, saa besk som intet andet
M’amie! Tak for Dit korte Brev
Man finder det tamt, hvad jeg byder
Man siger, Cotopaxi
Med Roser vil jeg smykke
Med Vinterstorm og med Vintersne
Mens Aftenduggen sænked sig mod Jord
Mens alle Smaablomster sove
Mens hundred Slotte sunke
Mens Lundens Skygger sig brede
Mens Somren vandrer heden
Mens Aarets Livssecunder
Mig lyster i Vaar at gilje
Mig synes, jeg drev paa Havet
Mig tyktes, du stod ved mit Leie
Mig tyktes, jeg gik i Skoven
Mild som en Foraarssusning at fornemme
Min Arnelue, naar jeg sidder hjemme
Min Bolig har jeg under Muld
Min Elskede! Jeg sender
Min faure Hjærtenskjære!
Min Hjertenskjær, I have Godnat
Min Sang er ikke den store
Min Sjæl var et lukket Rige
Min Skat, jeg gad Dig bringe
Mislykket blev, min Elskte
Mit Fristed er skjult i Skoven
Mit Sind er som en Ørken hed og gold
Moder, hvad er det, der saadan mumler?
Moder! Moder! Den sorte Kat
Moder! Maa jeg ikke blive oppe?
Mulm hviled over Landet
Mulm var det om mig, mens jeg sad
Maa Du med denne Krans Konvaller tage
Maanen skinner paa min Hovedpude
N
Nat det var om Jorderige
Natten breder ud sin mørke Kaabe
Natten gik frem; ei Nordens lyse Nat
Nei Moder! Du veed ikke, hvad jeg saae!
Neldeblad! hvo halvt dig kjender
Nu blomstre Kvædens de sene Skud
Nu brister Isen om Lande
Nu bæres hun bort, mens hun slumrer kvær
Nu er der saa bart herinde
Nu er det Jevndøgnstid, da Nat og Dag
Nu fløite Stær og Finker
Nu har jeg siddet bænket
Nu har jeg vandret saa vidt om Land
Nu har min Muse mellem Hoffets Sinder
Nu har sig Høien lukket over Skatten
Nu ligger Havet knuget
Nu, mens Vaaren paa vor Kyst
Nu sank paa Danmarks Helikon
Nu siger jeg mig fra mit Arbejd løs
Nu skinner Solen atter varm
Nu skumrer det alt over Veiens Træer
Nu stunder Hundredaarets Kveld mod Nat
Nu svandt halvhundred Aar, hvis Strid
Nu synker Stilhed paa Dagens Larm
Nu taber det svindende
Nu tændes Stjerner i høien Sal
Nu vandrer Skjærsommernatten
Nu voxer Skyggen af Søilernes Rad
Nu vaagner op den gamle Jord
Nye Blomster strøes, hvor Toget frem skal skride
Nær Sliens blanke Vande
Nød i Landet var til Huse
Naar Bølgen i Stormflod stiger
Naar jeg seer de Martsvioler
Naar Tvivl og Frygt mig vil i Taager hilde
Naar Ven fra Ven maa skilles
O
O, det er Lyst at sværme
Og du kan spørge, hvi jeg har dig kjær?
Og fra min Luth dog ingen Toner glide
Og hvis jeg ikke troede paa
Og jeg har otte Kjærester, og det er Mor og Far
Og kan min Hu du ei forstaae
Og mine Sanges nye Førstegrøde
Og skulde vel nogen Morgen grye
Og sørger du for den Foraarstid
Og var der iaften Blomster at faae
O, hold op at gjøre mig saa bange!
O, I Børn, I søde Drømme!
Oktober hedder jeg. Det sidste Bæger
Om Damerne saa tidt vi sang
Om denne Strøm af Tanker
Om det er min Styrke, der svigter
Om Digterguden selv en Mythe veed
Om fremmede Stæder har Moder fortalt
Om ikke det vil blive
Om ikke dog Stærenes Fløiten vil vække
Om Lyset vil jeg synge!
Om nogensteds det findes, dette Land
Om Seirens Roser Tornes Skov sig fletter
Om tvende Støtter Solens Vognløb svinger
Om vel jeg atter skulde see de hvide
[Om vel jeg atter skulde see de hvide]
Om vel jeg atter skulde see de hvide
[Om vel jeg atter skulde see de hvide]
O Rose, skjønneste i Rosenlunden!
O, sænk mod mig dit Øie
Over Himlen Skyer jage, store, tunge, sønderpaa
Over Marken falder Taagen
P
Phineus, Salmydessos’ Drot
Prindsesse! Dit Navn berømmer
Paa denne Morgen, som i mit Liv
Paa en af Frislands Holme
Paa Gaden de sidste Skridt døe hen
Paa Krainsberg, i Ruinens gamle Gaard
Paa mangt et Sted har Mindet efterladt
Paa Numburg Landgrev Ludvig
Paa Sjølunds fagre Sletter
Paa Søen, naar den brummer vredt
R
Rimtaagen ruger om Lundens Træer
Raa var Luften; over Jorden
S
Sad en Ungersvend i Drømme
Sang, du Himmelbaarne, Milde
Sangen var hans Liv og Lyst
See lyse Vætter Guldet atter tvinde
Sidder jeg hos dig hjemme
Sig, hvor er I, Havets Svaner
Sirlige Blad, som flyer for Solens Flammer
Skjænd ei længer, — ved din Side
Skumringen falder i Lundene
Smaafuglen bygger sin Rede
Snehvide Kaktus, Nattens Dronning bly
Solen gik ned, rød som et gyldent Skjold
Solen staar lavt i den røde Kveld
Som denne Krans, jeg binder af Sonetter
Som en Bjergmand Klipperiften
Som Fugl, bag Burets Stænger lukket inde
Som i vor Ungdoms første, lyse Dage
Sommerstrøm i Vintrens Kulde
Som Munken for Madonna
Som Maager over Havet
Som Penelope jeg væver
Somren er gaaet til Hvile
Som Solen finder hver forborgen Sprække
Sov, du Smaa! Nu sover By og Jord
Sparsomt i Norden man Blomsterne finder
Spot mig ikke mer, du milde Jord
Sten paa Sten har selv jeg føiet
Straal paa min Rose, du Lysets Flod
Staa stille, Hest! Det kan ikke nytte
Syng os en Sang ved Festen
Sølvklokker, sagte rørt af milde Vinde
Sø med de hvide Lilier
Saa fast er denne Fortøining
Saa gik et Hundredaar i Grav
Saa lukkes Graven, — Døren glider til
Saa mangen Gang jeg anket har
Saa mindes Weyses Fødselsdag igjen
Saa sidder, hjemvendt nu fra Strid
Saa skjær du er som Blomstens Dugg
Saa tyst er Alt, — høit Maanen staaer
Saa vel mig huer den klare Sol
T
Tag naadigt, høie Konge
Tidliggrønne Bukkarblad
Tidt for mig selv jeg stræbte
Tidt, naar jeg kjøber Blomster
Tidt, naar jeg mit Liv har forbandet
Tidt, naar jeg sidder ene paa mit Kammer
Tidt naar jeg saae dit Ansigt
Tidt, naar min Gransken taber hver en Traad
Tidt, naar min Sjæl mig synes
Tidt, naar Nattens Taager skjule
Tidt, naar vi vandred Arm i Arm
Tidt ved mit Arbeid, naar mod Digtets Lande
Til dig jeg flyer, naar Syner mig vil skrække
Til Dragten, Bruden bær ved Solhvervstide
Til Eder, som kom fra det blodige Bad
Til vore Fødder Veiens Dynd sig klynger
Timerne skride, Livsdagen helder
To Kvinder, begge af høibaaren Æt
Tolvslagets sidste Toner
Tre Snekker stevned en Foraarsdag
Tro ei, Godtfolk, at ikke jeg har sandet
Træd frem, du fagre Billed, for at melde
Tungt om min Pande Skumringssløret ruger
Turde jeg — turde jeg skrive
Tyst sænker sig paa Mark og Krat
Tæt falder Foraars bygen
U
Ude Bladet falder
Ud paa Jagt til min Høisals Pragt
V
Vedbendblad, du stedsegrønne
Ved Gildesbord i Aachen
Ved Søen gik vi, du og jeg alene
Velkommen, I, der stævned hid
Velkommen, I, hvis Sommerbo
Vel mødt, I unge Bøgetræer
Vi komme, vor Konge, en Flok, som er kjendt
Vi Kramsfugle flagre fornøieligt omkring
Vil blot vi ret, kan ikke Haabet svige
Vil Lykken naaes, vil Seierskransen bindes
Vinrosenblad, du lille
Vort Fædreland, hvor Ættehøie kneise
Vort Hav, vort Hav! du danske Strand
Vaagn af din Slummer, min deilige Brud
Vaarlysets Altarkjerte nytændt skinne
Vaar, som klæder Dal og Lide
W
Walther fra Zell var en Spillemand
