Der er koldt i Syden og koldt i Nord;
Blomsten har puttet sig ned under Jord
Og har draget Snetæppet over;
Vinden har sukket og Skyen grædt,
Bækken har løbet sig ganske træt;
Nu lægger den sig og sover.
Der er dødt i Have, i Mark og Lund
Ved Alpernes Fod og ved Øresund,
I Bøgeskov og i Vigne;
Kun Rimen skyder sin Blomsterflor,
Kun Skummets Lilie paa Bølgen groer,
Og grøn staaer kun Gran og Pinie.
Og dog er af Blomster her nok at see,
Mens Bjergene tindre med Julesne
Og Gaden med Juleboutiker;
Der voxer en blændende, broget Flor
Hernede af Kunstens classiske Jord
I tusinde Steenmosaiker.
Fra Havets Dybder, fra Bjergets Rod,
Fra Urals Klipper, fra Arnos Flod
Har Stenene Veien fundet;
Og Kunstnerens Blik har prøvet og søgt,
Og Kunstnerens Haand har kløvet og øgt
Og alle til Et forbundet.
Der straaler ved Kvelden i Kjerteskin
Nellikens Læbe og Rosens Kind,
Fattet ind af Juveler og Perler;
Kamellien breder sin Pragt til Fest
Magnoliens snehvide Bæger næst
Mellem Kjærminder og Snerler.
Jeg sender en Blomst, — med den en Sang
Den er ogsaa fostret af Florents’ Vang,
Mens de andre Smaablomster sove;
Den er og skudt frem uden Sol og Regn,
Uden varmende Smil eller Foraarstegn,
Uden Haab, — e pure si muove!