Det kan jo hænd’s, det er rart iblandt
Og sundt at pjaske om i Vandet;
Men selv en Sømand er jo dog vant
At maatte gifte sig paa Landet.
Og har man længe føjtet om tilsøes,
Og trawlet Engelskmænd, men ingen Kys,
Higer Ens Savn
Dog mod en Havn,
Hvor der er Kjærester blandt Andet.
Og frygter lidt man for Skum og Sprøit
Imellem tyve Aar og fyrre,
Man lider dog, naar det vasker høit,
At vide Noget paa det Tørre:
En lille Plet, hvor skjult i Verdens Larm
En lille Arne lyser mild og varm,
Kort sagt, et Bo
Stort nok for To,
Skjøndt uden Skade noget større.
Men Livet selv har jo Bølger med,
Der synke skifteviis og stige;
Og bedst, om ogsaa det samme Sted
Er imod dem et sikkert Dige.
Ja, bedst, det ligger paa en Klippetop,
Hvor ikke Alleslags kan stænke op;
Tækket og smykt
Staaer det først trygt,
Naar selve Grunden ei kan vige.
Og Kjærlighed er en Klippes Navn,
Som kneiser over Livets Strømme,
Hvor der er Lindring for hvert et Savn,
Hver bitter Skaal, man faaer at tømme.
Dens Tinde rager ind i Himlens Blaa,
Naar Luften under den er tung og graa;
Der er for To
Moderne fro
Og skjønnest der for To at drømme.
Saa staae paa den da det unge Hus,
Hvis Dør vor Sang skal blomstersmykke,
Mod Bølger trygt og mod Stormes Sus,
Med Sol tilmaade som med Skygge.
Det vogte Ilden paa sin Arne tro,
Det lade Fred i Lyset om den groe,
Lykke og Held
Værne det vel
For dem, som inden boe og bygge!