Prolog
ved en Forestilling til Indtægt for de Spedalske.
ved en Forestilling til Indtægt for de Spedalske.
I Tydskland ved Main — saa lyder
En gammel Krønikes Ord —
Midt i den rige Floddal
Der sidder en Eneboer:
En Munk, som leger paa Strenge
Og synger de fagreste Kvad,
Saa ingen Mand er hans Lige
r Vidtom paa Land og i Stad.
Og Floden vandrer mod Rhinen
Og tager hans Sange med:
De finde i Borg og i Hytte
Venner og Arnested.
De tone paa Alles Læber
Langs hele den brede Rhin,
Hvor Druen svulmer i Solen
Og lover en ædel Vin.
Han synger om Jordens Skjønhed,
Om Duft og Sol i det Frie,
Om Mai med dens tusind Glæder,
Som vandre ham fjernt forbi.
Han laaner hvert Blomster Stemme
I Vaarens brogede Flor;
Hver Rose, Sommeren bringer,
Giver han Røst og Ord.
Men selv han sidder alene
Som paa en øde Ø,
Hvor ingen Seiler kan naae ham
Over den fraadende Sø.
Der er som et Hav omkring ham,
Som Ingen vil trodse kjækt,
Der skiller ham selv fra Glæden
Og Jordens øvrige Slægt.
Gusten og bleg er hans Pande
Og mørkt er hans Klædebon;
Selv de, hvem hans Sang gjør glade,
Tør aldrig række ham Haand.
Og slæber han sig fra sit Kammer
Ved Stav i Aftenens Skjær,
Saa ringer han med sine Bjelder,
At Ingen skal komme ham nær. —
Saa lyder sært og vemodigt
Den gamle Fortællers Ord
Om Sangeren, den spedalske,
Der end blandt Levende boer.
Femhundred Aar er alt svundne,
Siden han lagde sin Stav;
Glemt er hans Navn og hans Sange,
Og Ingen kjender hans Grav.
Men Sotten, den skjulte Fjende,
Som voldte ham al hans Nød,
Gaaer end sin Gang over Jorden,
Bringende Kvaler og Død.
End fører den tyst, usynlig,
Mod Livet sin evige Strid;
Og Lægedom for den veed man
Saalidt som i fordums Tid. —
Der stiger en Ø af Havet,
Ensom, fjernt imod Nord;
Ogsaa fra den har Toner
Svunget sig vidt over Jord:
Draper og Sagaharper
Har klinget med Oldtidsrøst,
Gjenlydende over Verden,
Men mest i vort eget Bryst.
For Nordens vaagnende Slægter
Sprang der et Foryngelsens Væld
Med Kraft som af Fjeldets Rødder
Og Klang som af Malmen i Fjeld, —
Med Glød som af Fjeldets Indvold,
Hvis Ild bliver aldrig slukt;
Oehlenschlåger drak Styrken
Af det til sin Svaneflugt.
Saa ligger øen i Havet,
Ensom, rig kun paa Sang,
Og lader den gaae over Lande,
Som Munkens gjorde engang.
Saa vogter som han den stille
Pundet, den fik betroet,
Og gjemmer som han i Brystet
Den samme tærende Sot.
Der naaer et Suk vore øren
Over det fraadende Vand
Og byder os, vi skal række
En Hjelperhaand, om vi kan.
Thi eier vi ei mod Giften
Den sande Lægedoms Skaal,
Vi kan for dens snigende Vandring
Dog sætte Grænser og Maal.
Tyst lyder Sukket omkring os,
Som fordum Bjeldernes Klang
Bad for de stumme Spedalske
I Kirken ved Ottesang.
Og hvis I vil lindre Nøden,
Som Armod gjør dobbelt tung,
Saa gjør som de Fromme dengang,
Og tag en Mønt af jer Pung.
Spørg ikke, om det, som faldt jer
I Haand, er stort eller smaat,
Men giv, hvad I vil, og tænk blot,
Med eders Skjænk gjør I Godt.